Livet her

Rengøringsklude skaffer penge til klubkassen

ØKONOMI: Klaus Larsen fra Nordic Cleaning i Dronninglund har fundet et koncept, der kan forbedre klubbernes økonomi

06. maj 2021 kl. 07:00

Mange klubber og foreninger har problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Det vil indehaveren af Nordic Cleaning i Dronninglund, Klaus Larsen, gøre noget ved.

- Jeg har selv siddet i bestyrelse for forskellige foreninger, og jeg ved, hvor hårdt det er at skaffe penge til projekter og alt muligt. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kunne hjælpe med at skaffe penge til klubkassen, og jeg er sikker på, at jeg nu har fundet et koncept, der fungerer. Det er noget af en hjertesag for mig, og jeg har arbejdet med konceptet siden august måned, siger han.

- Vi er jo et rengøringsfirma med masser af rengøringsmidler, og jeg ved, at alle bruger rengøringsklude. Der er 2,7 mio husstande i Danmark og alle har mindst en rengøringsklud i deres hjem, så markedet er stort. Det gælder også virksomhederne, der bruger mange klude, så efterspørgslen er stor, og det gav mig idéen til KlubKluden. Klubben køber kludene hos os. De køber 10 klude for 100 kroner, og herfra går 40 kr. tilbage til klubben. De skal så sælge kludene og på den måde tjene penge til klubkassen. Vi leverer kludene og laver al administrationen. Det er helt uden risiko for klubben, da de pakker, der ikke bliver solgt, bare sendes tilbage til os uden beregning, fortæller Klaus Larsen, der oplyser, at det ikke bare er en tilfældig klud, men en professionel fiberklud, der bruges både af private og erhverv.

- Vi er allerede godt i gang, men vi starter stille og roligt. Vi har til nu leveret 72.000 klude til foreninger og klubber over hele landet, siger han.

For nyligt er der indgået en samarbejdsaftale med Stadsing A/S i Nørresundby. Det er det firma, der leverer kludene. Det er en af landets største leverandører af rengøringsmidler.

- Vi har en række medarbejdere, der har berettet om trange kår og et hårdt prøvet foreningsliv i deres respektive hjembyer, hvor nedlukning og forsamlingsforbud forhindrer dem i at dyrke deres sport, fortæller markedschef hos Stadsing, Kira Clausen og fortsætter:

- For foreningernes vedkommende har mange jo været truet på hele deres eksistensgrundlag. Det vil vi derfor gerne yde vores bidrag til at ændre gennem dette samarbejde omkring KlubKlude, så vi kan få gang i foreningslivet i Danmark igen, siger Kira Clausen. Hun bakkes op af Klaus Larsen.

- Det er ikke for pengenes skyld, men af mit gode hjerte. Min drøm er, at vi med dette projekt kan skaffe flere mio til de slunkne klubkasser. Foreningerne og klubberne skal bare finde en kontaktperson, som vil stå for fordelingen af pakkerne og indsamle penge. Resten klarer vi, så det er ganske simpelt, slutter Klaus Larsen, fra Nordic Cleaning i Dronninglund.

Annonceret indhold

Nyeste