Livet her

Ræs i skolegården i Asaa

RALLY: Stemningen og spændingen var i top, da Asaa Skole afviklede det årlige rally i skolegården

25. juni 2021 kl. 07:00

Det traditionsrige ”Asaa Rally” blev i sidste uge afviklet i strålende solskin i skolegården på Asaa Skole. Det er noget, eleverne ser frem til, og som foregår hvert år. Sidste år blev man dog nødt til at aflyse på grund af corona, men i år kunne intet holde det tilbage.

Eleverne i 5. og 6. klasse havde i et par måneder i faget ”Håndværk og design” arbejdet på at tegne, udvikle og bygge de vogne, der skulle bruges. Der var virkelig gjort noget ud af det, og alle biler var forskellige. Både i udseende og konstruktion. Nogle vogne kunne bedre holde til strabadserne end andre. Problemet opstod ikke så meget på asfalten i skolegården, men vognene skulle også gennem en sandgrav og over en græsplæne, og det voldte problemer for flere. For Kajus, Mick og Nikolaj fra 5. klasse gik det helt galt. Deres vogn brød sammen i sandgraven, men med fælles hjælp kom de dog i mål.

Eleverne var inddelt i hold med tre mand om hver vogn. De to skubbede, mens den tredje styrede. Alle hold havde fantasifulde navne, og skolens øvrige elever, der overværede løbet, havde på forhånd lavet skilte og bannere og stod opstillet langs banen for at heppe. Vognene skulle køre to omgange, og det gav virkelig sved på panden hos de to elever, der udgjorde vognens ”motor”.

Stemningen var helt i top, og der blev hujet, heppet og viftet med flag for at opmuntre favoritholdene. Alle kæmpede og gjorde det godt på en herlig dag på Asaa Skole.

Annonceret indhold

Nyeste