Der bliver fem faste betjente i Brønderslev, men stillingerne er ikke besat endnu. Det bliver folk med kendskab til kommunen. Foto: Bente Poder
Livet her

Politiet rykker ind på tidligere politistation

Kriminalitet: At det blev Brønderslev, der får en nærpolitistation skyldes først og fremmest byens størrelse

25. april 2021 kl. 16:00

Brønderslev får i løbet af i år og formentlig allerede til sommer en nærpolitistation med faste åbningstider og fem faste betjente, man kan opsøge - kommer til at ændre en del på tilgængeligheden for borgerne.

At valget fandt på Brønderslev i Vendsyssel, da der skulle placeres en nærpolitistation, skyldes i følge den øverste leder af Nordjyllands Politi politidirektør, Anne Marie Roum Svendsen, en politifaglig analyse, hvor man har set på kriminalitet, borgerhenvendelser, aldersfordeling, befolkningsprognose, politiforretninger og derefter besluttet sig til, at en ny nærpolitistation vil gavne mest i Brønderslev.

- Brønderslev er kommunens største by, og dermed har vi flere anmeldelser om kriminalitet end fra en mindre by som Dronninglund. Men det er ikke, fordi de er mere kriminelle i Brønderslev overhovedet ikke, understreger politidirektøren.

Placeringen i Brønderslev handler om, at her vil det være nemmest for flest borgere at komme i kontakt med politiet. Stationen skal være åben 15 timer om ugen, og den skal være bemandet med fem betjente.

- Det vil for os være en succes, hvis flest mulige borgere kommer forbi os på stationen. Politisk er beslutningen med nærpolitistationen, at borgerne skal opleve, at politiet er kommet tættere på og er nemmere at få fat på i deres by.

Politidirektøren understreger, at åbningstiderne ikke er helt på plads.

- Det bliver formentlig i stil med kommunen, hvor der vil være en dag med lang åbningstid, og der vil kun være åbent på hverdage.

Politistationen skal efter planen åbne på den samme adresse, som den lokale politistation havde, da man lukkede den i Brønderslev for fem år siden. Adressen er super central i Godsbanegade 14 midt i Brønderslev.

- Vi ved ikke præcis, hvornår vi åbner i Brønderslev. Vi skal have bygningen gennemgået og set, om den har de faciliteter, vi har brug for nu. Men til sommer regner jeg med, vi har åbnet i Brønderslev, siger politidirektør i Nordjyllands Politi Anne Marie Roum Svendsen

Borgmester Mikael Klitgaard (V) har fulgt processen tæt og kæmpet for en nærpolitistation i Brønderslev.

- Vi har 12.500 indbyggere og det er naturligt at kommunen har en politistation. Vi får også en patrulje mere til Brønderslev, som kører i hele kommunen. Dermed skulle borgerne gerne opleve, at politiet er nemmere at komme i kontakt med. Hvilket jeg faktisk, synes de er.

Annonceret indhold

Nyeste