Arkivfoto: Michael Koch
Livet her

Plads til nye i sorggrupper

Sorggrupper i Dronninglund, Hjallerup og Brønderslev har plads til nye deltagere

27. september 2019 kl. 09:03

BRØNDERSLEV: I Brønderslev Kommune er der sorggrupper i Dronninglund, Hjallerup og Brønderslev. Og lige nu er der plads til nye deltagere.

Det oplyser Pia Uth, der er skole-kirke og kommunikationsmedarbejder i Brønderslev Provsti, i en pressemeddelelse.

- Det er folkekirken i Brønderslev Kommune, der indbyder og Ivana Høgagard, sogne- og diakonipræst, som er tovholder. I alt syv sorggruppeledere varetager ledelsen af de tre sorggrupper. Alle er velkomne, og for at melde sig til en af sorggrupperne skal man kontakte en af sorggruppelederne inden det første møde, oplyser hun.

I sorggruppen i Brønderslev Kirke, har der gennem lang tid været en fast gruppe mennesker, som bar hinanden gennem sorgen.

- Flere af dem ses stadig privat, og et par stykker af deltagerne har endda taget på ferie sammen, oplyser en af lederne, Else Hansen.

Sorggruppen giver mulighed for at dele det forandrede liv med andre, der også har mistet og derfor kender sorgen, magtesløsheden og ensomheden.

Målet med grupperne er, at deltagerne - gennem støtte og indbyrdes samtale - får mod til at leve i den ny hverdag, og finde glæde ved livet igen.

I grupperne kan man tale om de mange ting, som fylder og som måske kan være svære at tale med andre om. Det kan fx være temaer som dødsfaldet, netværk, reaktioner på sorgen og hverdagens problemer.

Det foregår i Dronninglund hver tredje tirsdag, i Hjallerup hver tredje uge hvor der aftales fra gang til gang og i Brønderslev hver tredje fredag.

Der er to gruppeledere til hver gruppe med forskellig baggrund som præst, pædagog, sygeplejerske og familieterapeut.

Annonceret indhold

Nyeste