Livet her

På jagt i skovnissens gemmer

01. januar 2018 kl. 17:56

Julehyggen bredte sig i høj grad blandt de 75 deltagere i naturvejledernes arrangement juleaftensdag om formiddagen.

Naturvejlederne Hans Peter Johansen og Knud Andersen bød velkommen i Naturskolen i Lunken og fortalte en spændende historie om skovnisserne, der var set gemme noget i skoven. Naturvejlederne havde fundet flere spor, og bad deltagerne være behjælpelige med at løse mysteriet.

I tre grupper gik deltagerne på jagt, og kunne følge tre forskellige spor gennem skoven. Alle spor endte ude ved en bålhytte, hvor man kunne varme sig ved bålet, og de voksne kunne nyde en lille kryddersnaps. Mysteriet var stadig ikke løst, men af deltagerne viste sig til alles overraskelse at være en ægte nisse. Nissen tog flugten, tæt forfulgt af børnene og en fin portion julegodter blev fundet og fordelt blandt børnene.

Tilbage i Naturskolens lune lokaler blev den medbragte kaffe nydt, mens deltagerne blev udfordret af naturvejledernes julenaturquiz. Der var 13 spørgsmål hver med tre svarmuligheder, og lette var de ikke. Et af spørgsmålene lød: Hvad er en krumsnudet næbsnog? fugl, fisk eller slange. Det korrekte svar er fisk. To familier havde samme antal rigtige og måtte ud i en kort omkamp, før vinderen kunne kåres, og til bifald fra de øvrige, modtog de præmien, som var en flot boggave.

Efter et par gode timer kunne deltagerne tage hjem til den længe ventede juleaften og naturvejlederne kunne glæde sig over et meget hyggeligt arrangement, som helt sikkert vil blive gentaget næste år.

Annonceret indhold

Nyeste