Livet her

På jagt efter svampe med Naturskolen

Naturskolen havde sidste søndag svampejagt og vejledning om spiselige svampe

28. september 2018 kl. 11:34

BRØNDERSLEV: Naturskolen var fyldt til bristepunktet, da naturvejlederne Hans Peter Johansen og Knud Andersen bød velkommen til en eftermiddag i svampenes tegn søndag 23. september.

- Flere deltagere måtte stå op, mens Hans Peter Johansen, med udgangspunkt i en flot og omfangsrig udstilling af forskellige svampe, gennemgik de forskellige svampegrupper og gav gode råd om indsamling, oplyser arrangørerne bag.

Deltagerne fulgtes ud i området omkring naturskolen med sammen med naturvejlederne udstyret med kurve og knive.

- Der blev fundet mange lækre spisesvampe. Især de lækre rørhatte bl.a. Karl Johan svampe, brunstokket rørhat og indigorørhatte endte i kurvene, lyder det fra Naturskolen.

Efter en god times indsamling i det smukke område, hvor vejret viste sig fra sin bedste side med blå septemberhimmel og enkelte drivende skyer, samledes alle i Naturskolen.

Mens den medbragte kaffe blev nydt, kom naturvejlederne på hårdt arbejde, da alle kurvene blev omhyggeligt gennemgået, så ingen forlod Naturskolen med giftige eller uspiselige svampe.

Deltagernes tålmodighed var stor, man drak kaffe og hyggesnakkede, indtil naturvejlederne fik tid.

- Efter knap tre timer drog deltagerne hjem, langt de fleste med velsmagende svampe i kurvene, og klogere på kunsten at samle god spisesvampe, slutter Naturskolen.

Annonceret indhold

Nyeste