Michael Jørgensen, Randi Karlsen, Helle Nielsen og Kai Ahlmann Larsen. Foto: Sterup Borgerforening
Livet her

Overraskende donation til Sterup Forsamlingshus

20. maj 2021 kl. 11:28

Det blev med en glædelig overraskelse, da Sterup Forsamlingshus skulle gøres klar til genåbningen.

Det oplyser formand for Sterup Borgerforening, Michael Jørgensen, der skriver:

- Mandag aften hvor Sterupborgerne var mødt op til kalkning og rengøring af Sterup Forsamlingshus, fik de sig en glædelig overraskelse. Da vi var klar til at gå i gang, kom der et par ”ekstra hjælpere”. Det var Randi Karlsen og Helle Nielsen fra Genbrugsbutikken Tusindfryd i Jerslev. De overrakte en donation på kr. 10.000 til noget ekstraordinært.

Bestyrelsen lagde straks hovederne i blød for at finde noget at anvende donationen til. Der er forslag om en grill, som kan anvendes til arrangementer og et højttaleranlæg til forsamlingshuset.

- Hele aftenens arbejde gled meget lettere, og nu står Sterup Forsamlingshus klar til at modtage gæster i takt med, at der sker genåbning af forsamlingsloftet, oplyser Michael Jørgensen.

Første arrangement bliver generalforsamlingen 26. maj.

- Vi glæder os til at kunne byde ind med flere i løbet af sommeren og efteråret, slutter Michael Jørgensen

Annonceret indhold

Nyeste