Livet her

Otte århundreder fejret med manér

Både biskop og borgmester var til stede i Hals Kirke, der var fyldt til sidste bænkeplads

15. september 2019 kl. 18:00

HALS: Hals Kirke var fyldt til sidste bænkeplads, da der søndag var officiel fejring af 800 året for indvielsen.

Borgere og foreninger, menighed, medarbejdere, provst og biskop tog del i fejringen, der i øvrigt også havde deltagelse af borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). I sin prædiken kom biskop Henning Toft Bro selvsagt ind på historien og de mange omvæltninger, der gennem årene har præget såvel kirken som det omkringliggende samfund.

- Hals Kirke står her endnu. Pas godt på den, lød det fra biskoppen, der blandt andre var suppleret af provst Ole Rysgaard Madsen og sognepræst Christian Roar Pedersen. Sidstnævnte er i øvrigt den 32. i rækken ved Hals Kirke siden reformationen.

Efter festgudstjenesten dannede Ladegården ramme om kaffebord, ligesom der udenfor blev serveret grillpølser tilsat tonerne fra et hornorkester.

I den kommende tid markeres jubilæet med flere andre aktiviteter. Tirsdag er der historisk kirkegårdsvandring og torsdag er der festforelæsning ved Henrik Gjøde Nielsen.

Ligeledes giver Kurt Ravn 25. september koncert i Hals Kirke.

Annonceret indhold

Nyeste