På Hedegårdsskolen skal eleverne skal være jobs indenfor sundhedssektoren. Her er de ved at lave store kanyler i pap og en ambulance. Privatfoto
Livet her

Optog med 500 skolebørn klædt som håndværkere for 100 år siden

13. september 2021 kl. 11:00

Fredag 17. september vil 500 skolebørn gå i et stort optog gennem Brønderslev by, og alle kan komme og se det.

De vil være klædt som håndværkere for 100 år siden - et år, hvor Brønderslev blev til en købstad, og dermed fungerer optoget som en tidsrejse til dengang, hvor de stolte håndværkere og fag vil gå gennem byen i et stort optog.

Det oplyser Britt Kristensen, som er med til at arrangere dagen.

Det er elever fra mellemtrinet på Hedegårdsskolen, Søndergades Skole og Skolegades Skole, som medvirker, og de har forinden haft en temauge om Brønderslev som købstad.

En del af temaugen består i, at hver klasse i mellemtrinet har valgt et håndværk eller fag, som de vil repræsentere i optoget gennem byen 17. september. De får besøg af kunstnerne Mette Elimar Jensen og Britt Kristensen, der vil få dem til at tænke stort og humoristisk, så slagteren får meterlange medisterpølser, modisten bidrager med vilde hatte og urmageren viser tandhjul, der kan passe til verdens største ure. Alt sammen med inspiration i fag og håndværk, der eksisterede i tiden omkring 1921.

- På den måde lærer børnene om håndværk, der siden er uddøde eller har ændret sig, og det er en måde at komme til at tale om byen og de levevilkår, der eksisterede for 100 år siden, oplyser Britt Kristensen.

Alle eleverne på mellemtrinet får også besøg af danseformidler Birgitte B. Nielsen, der skal lære dem at danse charleston - 20’ernes vilde og festlige dans.

Biblioteket har tilbudt forløb til indskolingen om at skrive poesibøger, og Vildmosemuseet har leveret materiale, så eleverne kan komme på bygningsbingo i byen, hvor de skal se på gamle fotografier af byens huse og finde dem i dagens bybillede.

På dagen for optoget mødet eleverne i Rododendronparken klokken 10, og der er afgang kl 10.20.

- Børnehaver, dagplejere, indskolingen og alle andre interesserede opfordres til at komme ned i byen og se, og ikke mindst hylde de 500 børne-håndværkere, der stolt går i parade gennem byen, oplyser Britt Kristensen.

Optoget ender på Peder Møllers Plads, hvor alle 500 mellemtrins-elever danser den charlestondans, som de har øvet i ugens løb.

Ruten dertil går af Nørregade, Gravensgade, Rådhussmøgen, Bredgade, Algade, Torvegade, Bredgade, Nygade, Algade og Mejlstedgade.

Annonceret indhold

Nyeste