Eskild Sloth: Vi har i Brønderslev Kommune et rigtig godt udgangspunkt for 2021.Foto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Optimisme at spore på arbejdsmarkedet i Brønderslev Kommune

09. marts 2021 kl. 12:05

I Brønderslev Kommune er det en optimistisk udvalgsformand for Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget Eskild Sloth Andersen (S), der kigger ind i 2021.

Kommunen har for sjette år i træk i samarbejde med Hjørring, Frederikshavn og Jammerbugt Kommuner udarbejdet en jobprognose for arbejdsmarkedet i Vendsyssel.

Denne gang er undersøgelsen udarbejdet i en tid, hvor corona-krisen har hærget arbejdsmarkedet i knap et år, og til trods herfor er der forsat gode takter at spore på arbejdsmarkedet.

- Vi har i løbet af de seneste måneder været ude at snakke med 275 af vores lokale virksomheder i Brønderslev Kommune. Vores formål har været at høre virksomhedernes forventninger til det fremtidige medarbejderbehov, og hvordan de generelt står i den nuværende situation. Her er positive tilbagemeldinger, hvor en tredjedel forventer at skulle ansætte flere medarbejdere i løbet af 2021 ligesom rigtig mange virksomheder forventer at kunne fastholde deres nuværende medarbejderstab. Det er positive nyheder, udtaler Eskild Sloth Andersen.

Ligesom resten af landet steg ledigheden i Brønderslev Kommune også, da corona-krisen ramte i foråret 2020, men aftog igen i takt med genåbningen i sommeren og i løbet efteråret.

- Vi har i Brønderslev Kommune et rigtig godt udgangspunkt for 2021, og selvom vi stadigvæk har flere ledige end vi plejer, er jeg optimist og sikker på, vi nok skal klare de fremtidige opgaver og få flere i arbejde, fortsætter Eskild Sloth Andersen.

Jobprognosen bruges i Brønderslev Kommunes Job- og UngeCenter til at vejlede ledige borgere mod fremtidige jobåbninger og områder på arbejdsmarkedet, hvor der efterspørges arbejdskraft.

I Brønderslev Kommune forventes gode jobmuligheder indenfor ældreplejen, børnepasningen, bygge- og anlægsbranchen og landbruget ligesom virksomheder i industrien også har positive forventninger til fremtiden.

Resultaterne bruges også til at motivere ledige til at uddanne og opkvalificere sig.

- Det er en af vores store opgaver lige nu - at opkvalificere vores ledige borgere til virksomhedernes behov i et tæt samarbejde med de faglige organisationer, ligesom vi også skal have en tæt kontakt til vores virksomheder og hjælpe dem med at finde de rette medarbejdere, slutter Eskild Sloth Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste