Arkivfoto: Laura Guldhammer
Livet her

Nybolig: God start på 2021

BOLIG: Nybolig i Brønderslev melder om en vild start på 2021 med mange købte og solgte huse

09. februar 2021 kl. 19:00

Nybolig i Brønderslev melder i en pressemeddelelse om en vild start på 2021.

- De gode takter fra 2020 ser ud til at fortsætte ind i 2021, skriver de.

Hvis 2020 var et vanvittigt år på boligmarkedet, tyder meget på, at 2021 meget vel også kan blive det. Sådan lyder vurderingen fra indehaver af Nybolig Brønderslev, Vibeke Landgrebe, som i sin forretning har oplevet markant aktivitet i januar måned. I årets første måned har Nybolig Brønderslev solgt 50 procent flere boliger end januar 2020.

- Normalt plejer januar og vintermånederne generelt at være stille og rolige på boligmarkedet, men sådan er det ikke i år. Vi har rygende travlt, og kunderne har travlt med både at købe og sælge, oplyser Vibeke Landgrebe.

Hun er ikke i tvivl om, at nedlukningen har haft stor effekt på incitamentet til at handle bolig i højere grad end tidligere.

- Vi har ikke kunnet rejse og handle, som vi plejer, og den hverdag præger os fortsat her i starten af 2021. Danskerne har stærke privatøkonomier, og med en nedlukning, som har været mere eller mindre intens i snart et år, kommer mange af os før eller siden til at tage vores boligsituation op til revision, oplyser Vibeke Landgrebe.

Går man med tanker om at sælge sin bolig, vil man ifølge Vibeke Landgrebe stå i en gunstig situation lige nu, hvis man gør alvor sine planer.

- Det er mange år siden, jeg har oplevet så stor en interesse for at købe bolig som lige nu, og det bør man selvfølgelig som potentiel boligsælger udnytte. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvordan 2021 kommer til at udvikle sig på boligmarkedet, men åbner samfundet, og får vi mulighed for at rejse, vil man nok komme til at se, at efterspørgslen vil falde en smule, mener Vibeke Landgrebe.

Annonceret indhold

Nyeste