Livet her

Ny udsigtsplatform ved Store Vildmose

02. april 2021 kl. 09:00

STORE VILDMOSE: Udsigten er forrygende. Og den bliver endnu bedre, når den nye platform ved højmosen i Store Vildmose om nogle uger er færdig og klar til brug.

Aage V. Jensens Naturfond står bag projektet, som nærmere bestemt etableres ved parkeringsarealet øst for den nye dæmning i udkanten af den fredede del af Store Vildmose.

Platformen har blandt andet til formål at skabe endnu bedre muligheder for at studere naturen i højmosen og skal desuden tiltrække flere naturinteresserede. Blandt sidstnævnte er Vagn Gjerløv fra Brønderslev.

Han har studeret fugle i mange år og repræsenterer Dansk Ornitologisk Forening i Nordjylland. Og han glæder sig over de nye muligheder, som han også forventer vil tiltrække brugere, der ikke er vant til at færdes i naturen.

- Det her bliver en god måde for eksempelvis børnefamilierne til at få naturen tættere på. Og så er jeg meget sikker på, at også skoler og daginstitutioner vil få gavn af udkigsplatformen. Den er jo lavet til, at mange mennesker kan opholde sig på den på én gang, påpeger Vagn Gjerløv.

Han er i det hele taget meget glad for den fokus, der i disse år rettes mod at sikre højmosen, der er udlagt som Natura 2000-område og med i det EU-støttede LIFE-projekt. Denne status skal sikre de bedst mulige betingelser for den tilbageværende højmose.

- Det er vigtigt, at vi passer på den vilde natur, vi har tilbage. Og med et projekt som det her sendes der et klart signal om at højmosen er både vigtig og bevaringsværdig, fastslår Vagn Gjerløv.

Han imødeser i øvrigt en endnu bredere fauna, når det nyanlagte dige for alvor kommer til sin ret med opretholdelse af vandmængden i højmosen.

- Personligt håber jeg, at man fra udkigsplatformen vil kunne nyde synet af blandt andet blå kærhøg, rørhøg og andre rovfugle. Og så er der jo i forvejen masser af vildt i mosen, som også vil kunne ses bedre, konstaterer Vagn Gjerløv.

Den nye platform udgøres af to afsnit, der begynder med en 40 meter lang rampe. Denne fører publikum op til oversiden af den nye dæmning. Her monteres bænke og info-tavle, ligesom en trappe fører videre op til et plateau små fem meter over mosen.

Annonceret indhold

Nyeste