- Nord Energi Fonden støtter initiativer, der kan gavne os alle i Nord Energis forsyningsområde, siger direktør Peder Kjeldgaard fra Nord Energi. Foto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Ny pengepulje skal løfte Vendsyssel-projekter

INITIATIV: Nord Energis repræsentantskab har valgt at tage penge fra driftbudgettet og dele penge ud til projekter i hele Vendsyssel

17. maj 2021 kl. 08:00
Opdateret kl. 08:16

BRØNDERSLEV: Foreninger, institutioner, klubber og enkeltpersoner fra Skagen i nord til Nørresundby i syd kan fra nytår søge økonomisk støtte til lokale formål og projekter i den nyetablerede Nord Energi ”Fonden”.

Repræsentantskabet for Nord Energi - der ejer el- og fibernettet i det meste af Vendsyssel - har besluttet at videreføre formålet fra ENV Fonden. Fra ENV Fonden blev der over ti år uddelt 15. mio. kroner årligt til projekter og foreninger i det nordlige forsyningsområde i Vendsyssel. Frem over kan foreninger og initiativer i HELE Nord Energis forsyningsområde søge støttekroner fra den nyetablerede fond.

Penge til lokale formål

Bestyrelsen afsætter hvert år i forbindelse med budgetlægningen et beløb til ”Fonden” for det efterfølgende år. Det forventes at blive i størrelsesordenen 10-15 mio. kroner. Der er altså ikke tale om en egentlig fond, idet pengene hvert år hentes via driftsbudgettet.

Nord Energi ”Fonden” vil støtte lokale formål inden for erhvervsudvikling, forskning, sundhedsfremmende foranstaltninger, kultur, fritid, idræt og sport.

- Det betyder for eksempel, at den lille lokale idrætsklub kan søge om penge, hvis de skal til at bygge nyt klubhus eller have nyt tag, forklarer adm. direktør Peder Kjeldgaard.

- Vi har tidligere i ENV-fonden også støttet større projekter som eksempelvis etablering af Vendsyssel Teater og det nye Skagen Museum. Nord Energi Fonden vil frem over støtte initiativer, der kan gavne os alle i Nord Energis forsyningsområde, tilføjer direktøren.

To runde om året

Der bliver to årlige ansøgningsrunder, og første runde bliver med frist 1. januar 2022.

Fonds-udvalget, der vurderer ansøgningerne, bliver sammensat med geografisk repræsentation fra hele forsyningsområdet, og udpegning af udvalgsmedlemmer sker efter forbrugervalget til efteråret.

Nord Energi støtter ikke politiske partier og foreninger, religiøse organisationer eller religiøse formål. Der er ikke tilskud til drift af foreninger, institutioner, klubber og organisationer lige som der heller ikke ydes tilskud til studieture eller aktiviteter uden for lokalområdet.

Nord Energi er desuden parat til at indgå deciderede sponsorater med klubber i landets bedste rækker. Undtaget er håndbold og fodbold, hvor klubber der agerer i landets næstbedste række også kan komme i betragtning.

Annonceret indhold

Nyeste