Livet her

Ny og spændende helhedsplan for Asaa by og havn

AKTIVITETSPLAN: Samrådet Østkysten har vedtaget ny og omfattende aktivitetsplan med fokus på ni områder

13. april 2021 kl. 07:00

Bestyrelsen for Samrådet Østkysten, der omfatter 29 foreninger i Asaa, vedtog på sit møde i slutningen af marts en revideret aktivitetsplan til gennemførelse inden udgangen af marts næste år. Mødet blev afholdt digitalt som følge af coronarestriktionerne.

En væsentlig aktivitet i den kommende tid bliver at medvirke til en succesfuld gennemførelse af Asaa som kommunal Fokusby.

- Vi håber meget, at et tidligere udsat MEDborgermøde kan gennemføres efter sommerferien som en start på Fokusby-processen, siger Per Hylander, der er formand for Samrådet.

Det overordnede formål med projektet er at udarbejde en strategisk helhedsplan for Asaa by og havn, som skal øge bosætningen af ikke mindst børnefamilier samt turismen i området. Infrastrukturen vil indgå som et væsentligt led i planen. Kommunen har bevilget op til 500.000 kr. i forbindelse med projektet, og den nedsatte styregruppe foreslår, at midlerne indgår helt eller delvist som medfinansiering i forbindelse med kommende fondsansøgninger.

I aktivitetsplanen, der omfatter 9 områder, indgår også en fortsat markedsføring af Asaa som en god by at bosætte sig i for både børnefamilier og seniorer, samt en øget vægt på turistsamarbejdet på Østkysten sammen med Dronninglund Turistforening og turistsammenslutningen Destination Nord.

Endvidere satses der på en endelig gennemførelse af den planlagte trampesti til Krebsehavet, samt på at medvirke til at bevare et godt og stabilt børnemiljø i Asaa i samarbejde med børneinstitutionerne i byen.

To nye tiltag er gennemførelse af en årlig ”Foreningens Dag” og en bosætningsdag, som begge gennemføres i slutningen af august. Den årlige byforskønnelsesdag ”Gør Asaa Lækker” afholdes 8. maj. Der er allerede nu lagt mange kræfter i at skabe nogle gode dage for børn og voksne i alle aldre og for alle foreninger, potentielle tilflyttere og campister.

Allerede 22. april afholdes en inspirationsaften med temaet ”Et møde, som din forening ikke kan undvære”. - Vi håber, at begge disse arrangementer kan gennemføres, men vi tager naturligvis forbehold for corona-situationen. Vi passer på hinanden og indretter os efter myndighedernes anvisninger, udtaler Jørgen Severinsen, der er næstformand i Samrådet.

Som endnu et vigtigt punkt i aktivitetsplanen vil Samrådets aktivitetsgrupper fortsat spille en væsentlig rolle for den fortsatte udvikling af Asaa. Aktivitetsgrupperne tager sig af modtagelse af tilflyttere, fritid på skolen, koordinering af foreningsaktiviteter, branding, byforskønnelse, bladet ØSTKYSTEN, Torsdagsholdet og fundraising.

- Alle initiativerne skal bidrage til, at Asaa og Østkysten fortsat bliver et attraktivt område at bosætte sig i og være turist i. Et område med et stærkt fællesskab og samarbejde på tværs om løsninger af opgaver, udtaler Per Hylander.

På bestyrelsesmødet blev det reviderede regnskab godkendt med et resultat på knap 40.000 kr.

Ulla Kristensen, Thomas Ø. Pedersen og Jørgen Severinsen blev alle genvalgt til Forretningsudvalget. Endvidere blev Per Smedegaard og Annette Skovgaard Mortensen henholdsvis gen- og nyvalgt som suppleanter, og Laurits Jensen og Knud Christensen genvalgt som henholdsvis revisor og revisorsuppleant.

Efter mødet har forretningsudvalget konstitueret sig med Per Hylander som formand, Jørgen Severinsen som næstformand samt Thomas Ø. Pedersen som kasserer.

Annonceret indhold

Nyeste