Livet her

Nu skal der snart spilles musik i Hjallerup

GENÅBNING AF MUSIKLIVET: Hjallerup Musikforening er klar til igen at byde på spændende koncerter

11. maj 2021 kl. 06:00

Efter en lang periode uden musikaktiviteter er Hjallerup Musikforening nu igen så småt begyndt at røre på sig. Programmet for den kommende sæson er således på plads med første koncert 25. juni, hvor Tørfisk lægger vejen forbi Hjallerup i forbindelse med gruppens 40-års jubilæumsturné.

- Det er fantastisk, at vi nu endelig kan komme i gang igen. Det har vi ventet på længe, siger formanden for musikforeningen, Charlotte Hove.

- Vi er ikke trætte, men vi er lidt indebrændte med energi, som vi skal have ud nu. Sådan tror jeg, alle mennesker har det. Det er svært at blive ved med at holde til ikke at kunne arrangere noget. Vi prøvede både i efteråret og i starten af dette år. Hver gang var vi sat op, men så dagen før eller to dage før fik vi at vide, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af nye og skærpede restriktioner. Det er fedt at arrangere, men at aflyse er demotiverende. Det gælder sikkert alle foreninger. Det er svært at holde gejsten oppe i en forening. Det har vi forsøgt at gøre ved at holde fast i stadigvæk at afholde bestyrelsesmøder, hvor vi hele tiden italesætter, at det bliver bedre, og hele tide fastholder at planlægge efter en normalitet. Så må vi acceptere, at der kommer aflysninger. Hvis vi på et tidspunkt kommer til et punkt, hvor vi siger, at vi ikke gider planlægge, for det bliver nok aflyst, så skal man stoppe. Mit vigtigste budskab har hele tiden været at prøve tale ind i en normalitet, der kommer, for at bevare gejsten, siger Charlotte Hove og fortsætter:

- Det positive er, at vi under nedlukningen har fået øjnene op for, hvor meget de forskellige aktiviteter betyder for os, og hvor slemt det er, når de forsvinder. Kunsten og kulturen er nok noget af det, der har haft de sværeste kår under hele pandemien. Man kan godt undvære kultur i en kort periode, men man kan ikke overleve ret lang tid. Man kan godt leve med virtuelle møder i en periode, men vi dør som mennesker, hvis vi ikke får lov til at opleve noget sammen. Vi er ganske vist hurtige til at omstille os og hurtige til at adoptere det, der kommer, men lige så hurtige er vi også til at komme tilbage til det, der var engang. Vi tager nok nogle af de fornuftige ting fra pandemien med os, men vores behov er med til at gøre, at vi igen kommer tilbage til alt det, der var før. Vi kan slet ikke lade være med at stå tæt sammen, dele øl og hygge os på festivaler. Det er sådan, det er at være menneske, siger hun, der som formand for musikforeningen drømmer om en normal hverdag igen.

- Alle i bestyrelsen brænder jo for musik, men vi er jo den seneste tid desværre brændt inde med idéer, trang og behov for at skabe noget. Meningen er jo ikke bare, at vi, der sidder i bestyrelsen, skal have nogle gode musikoplevelser. Vi skal sørge for, at mange får gode oplevelser. Det gælder alle aldersgrupper, men her må vi nok indse, at vi har svært ved at få fat på de unge. Det er ikke så fancy at tage til Hjallerup Kro. Vi har faktisk brugt penge på og været med til at etablere musikhuset i ungdomsklubben. Her er der et stort, veludstyret musiklokale. Det har desværre lidt trange kår. Hjallerup er ikke en by med mange unge mennesker, der spiller musik. Vi er kendt for sport, men vi ville med lokalet gerne udbrede kendskabet til musikken. Tanken var, at nogle af de bands, der spiller i øvelokalet skulle have mulighed for at være opvarmningsband til vore koncerter. Det vil vi gerne arbejde mere på, men det er svært. Det er ikke nok, vi har et musiklokale. De unge skal jo møde op og bruge det. Vi har brug for nogle gode rollemodeller og nogle, der har lyst til at bruge tid på de unge, påpeger Charlotte Hove.

De mange aflyste koncerter har dog ikke skræmt medlemmerne væk.

- Koncerten med Tørfisk er en af de gamle koncerter, der er blevet udskudt. Vi har oplevet en stor velvilje blandt både dem, der har købt billetter, og vore medlemmer. Der er mange, der har bevaret deres koncertbilletter og ikke ønsket at få pengene udbetalt. Da vi offentliggjorde, at koncerten flyttes til 25. juni, kom der gang i salget. Det er for mig et tegn på, at folk rigtig gerne vil til koncert igen. Tørfisk optræder på scenen i Anlægget. Vi kender jo ikke restriktionerne til den tid, men i anlægget må vi i hvert fald være 500. Der var solgt 330 billetter i forvejen. Det ser ud til, at folk har behov for at komme ud. Publikum til Tørfisk hører normalt til de lidt ældre, og 25. juni forventer vi, at de er vaccinerede. Så er vi i gang, og vi er optimister, understreger Charlotte Hove, der har svært ved at skjule sin begejstring for nu endelig at kunne tilbyde koncerter til musikglade nordjyder.

Annonceret indhold

Nyeste