Musikeren og foredragsholderen Flemming Både kommer i Fredensgade Centret i Dronninglund 18. august for at fortælle om Kim Larsen. Foto: PR-foto
Livet her

Nu kommer der gang i seniorerne - og de trænger

18. august 2021 kl. 00:00

Den aktive forening Dronninglund Seniorer har som så mange andre været hårdt ramt under nedlukningen, men nu ser det lysere ud, og foreningen har da også netop offentliggjort efterårets store program.

- Vi starter 18. august, og så håber vi på en sæson uden afbrydelser, siger foreningens formand, Karin Buur Andersen.

Ved åbningen 18. august kommer musikeren og foredragsholderen Flemming Både og underholder med foredrag om sangeren Kim Larsen. Han giver selvfølgelig også nogle sange af nationalskjalden.

Ugen efter, 25. august, underholder Thorup Spillemændene.

- De har sanghæfter med, så her har vi alle mulighed for at få rørt stemmebåndene. Det kan vi også 1. september, hvor der er banko med Ole Hartmann som opråber, fortæller formanden.

8. september går turen til Hune, hvor der på Papirmuseet skal kigges på papirklip af allerfineste slags. Herefter fortsætter turen til Cirkusmuseet i Løkken, hvor Katja Schuman vil fortælle om sit spændende cirkusliv, mens der drikkes kaffe. Turen slutter med spisning på Dronninglund Hotel

- Vi skulle 15. september have været en tur rundt i vores gamle kommune, men grundet fravær af de tre, der skulle styre turen, har vi været nødt til at udskyde den. Heldigvis, og tak for det, har De røde Skjorter lovet at komme og underholde i Fredensgade Centret. De har sangbøger med, så igen er der mulighed for at få sangermusklen rørt, fortæller Karin Buur Andersen. Busturen rundt i kommunen bliver flyttet til 22. september.

Endelig er der programsat et arrangement 29. september, hvor der kommer en paramediciner fra Falck og fortæller om sit arbejde.

Annonceret indhold

Nyeste