Livet her

Møgvejr ... men høet blev stakket

NOSTALGI: Egnsmindesamlingen for Østvendsyssel i Try inviterede i søndags til hødag

27. juni 2021 kl. 06:00

Når man besøger Egnssamlingen for Østvendsyssel på Lille Knudsgård i Try bliver man altid ført nogle generationer tilbage i tiden. Til et mere enkelt liv, men også et mere slidsomt liv. Det kunne man tydeligt opleve i søndags, hvor der var hødag på stedet. Høet skulle bjærges, så der var foder til dyrene vinteren over.

Ifølge gammel tradition skulle høet være bjærget inden Sankt Hans. Det er der en vis sandhed i, for det bedste hø er nemlig det, der høstes af det friske græs i foråret. Der kan høstes senere, men så bliver det af en ringere kvalitet.

I Try nåede man at høste høet inden Sankt Hans, men det var med nød og næppe. Skal man have hø af bedste kvalitet, skal det være tørt, når det bjærges, og det er altid besværligt her i landet. Vejret har ellers i lang tid været perfekt med sol og blæst, men netop i søndags trak voldsomme regnbyger ind over marken og besværliggjorde arbejdet, der naturligvis foregik med håndkraft og en lille grå Ferguson.

Høet blev samlet i stakke eller hængt på tråde udspændt mellem pæle gravet ned i jorden. Der skal høet hænge, til solen og vinden har tørret det, hvorefter det kan køres ind.

Det regnfulde vejr betød, at ikke alle programpunkter i hødagen kunne gennemføres. Vejret betød naturligvis intet for de indendørs aktiviteter. Det gjaldt også indvielsen af Janums Søndagsskole.

Trods hidsige byger, blev det som altid alligevel en hyggelig dag i Try.

Annonceret indhold

Nyeste