Livet her

Man kan altid få brug for en Schützenpanzer ...

KRUDT OG KUGLER: Danish Fireworks i Dronninglund har netop anskaffet en kampvogn og en kanon

24. juni 2021 kl. 06:00

Det er ikke alle og enhver, der lige har en kampvogn stående i haven, men det har Christian Sonne Smidth, indehaver af Danish Fireworks på Asaavej øst for Dronninglund.

- Den har været brugt ved de såkaldte Monster Truck Shows, hvor den med sine 10 tons kørte hen over biler og knuste dem. Det er nu ikke det, vi skal bruge den til, fortæller Christian Sonne Schmidt.

Der er tale om en Hoskish Schützenpanzer SPZ 11-2.

- Den er bygget om, men vi vil i den kommende tid føre den tilbage til originalen. Jeg har desværre ikke kunnet finde tegninger, men jeg har købt en vellignende model af den fra Tyskland i størrelsen 1/35. Så ganger vi bare målene op og bygger så det hele igen i stål, så den kommer til at ligne originalen, fortæller han.

Der kommer kanoner på og et maskingevær.

- Vi kommer gas og ilt på kanonen, så den kommer til at kunne skyde, uden at der kommer noget ud af kanonen. Det kommer til at se ud, som om vi virkelig skyder. Tanken er, at vi kommer til at bruge den til special effects, film og den slags, oplyser han.

Foruden en kampvogn har Christian Sonne Smidth også anskaffet sig en kanon.

- Det er en kopi af en Panserabwerkanone, kaldet Pak 40, men den er meget nøjagtig. Hjulene er vist originale. Det er en 76 mm antitankkanon, der i sidste halvdel af 2. verdenskrig var det mest anvendte panserværnsvåben i den tyske Wehrmacht. Den blev især brugt til at skyde mod tanks. Der stod faktisk fem af dem ved ammunitionsarsenalet i Storskoven under krigen. Den kommer også til at skyde med gas og ilt og er allerede booket til en bunkerdag i Silkeborg, fortæller Christian Sonne Schmidt.

Kanonen kan i løbet af forholdsvis kort tid gøres klar til brug, mens det vil tage lidt længere tid med kampvognen. Den regner de med at bygge om i løbet af vinteren.

- Jeg kan godt lide, at der sker noget i firmaet. Det har udviklet sig gennem årene og krævet en masse arbejde, men jeg synes jo, at det er sjovt. Denne del af firmaet startede for mange år siden, da Hanstholm Bunkermuseum kontaktede mig og bad mig om at lave noget ved et arrangement, og så er det ellers bare accelereret. Der er kun en mere i landet, der kan det her, og han bor på Sjælland, så vi skal nok få noget at lave både med kanonen og kampvognen, siger Christian Sonne Schmidt.

Annonceret indhold

Nyeste