Livet her

LOOP med reduceret åbning

FITNESS: De private motionscentre skal kontrollere alle kunderne, og det skaber utilfredshed

21. maj 2021 kl. 06:00

Man kan igen dyrke motion hos LOOP på Stationsvej i Dronninglund, men ikke alt er som før nedlukningen.

- Af økonomiske grunde har vi været nødt til at ændre på åbningstiderne. Normalt har vi åben fra 5 om morgenen til 11 om aftenen, men vi skal jo se coronapas eller gyldig coronatest, og det betyder, at der skal være en medarbejder til stede i åbningstiden, fortæller indehaver Jimmy Nielsen.

- Vi kan ikke have bemanding på i så mange timer, så vi har måttet indskrænke. Det er jeg utrolig ked af. Det medfører, at mange fravælger os, så det er hårdt. Før vi åbnede, blev vi kompenseret en smule for en del af de faste omkostninger, men det gør vi ikke mere. Vi blev heller ikke fuldt kompenseret for det tab, vi led, som følge af, at medlemstallet faldt. Da vi havde lukket, betalte kunderne naturligvis ikke noget. Vi satte medlemskabet på pause. Man skal jo ikke betale for noget, man ikke kan bruge. Der var derfor ingen indtægter, men udgifterne var der jo stadigvæk, fortæller Jimmy Nielsen.

Centret er åbent, men der er på nuværende tidspunkt langt fra så mange kunder, som der var før nedlukningen.

- Man kan trygt træne hos os. Der er ingen risiko ved at komme her. Vi kan holde afstand, og vores rengøring er af højeste standard. Vi gør jo rent hele dagen, og alt bliver sprittet af. Kunderne er rigtig gode til at spritte af og tage ansvar. Desuden er alle jo testet eller vaccineret. Man må også gå ud fra, at kunderne er raske, når de kommer. Ellers ville de vel ikke dyrke fitness, understreger Jimmi Nielsen, der bestemt ikke er tilfreds med bestemmelsen om, at alle kunder skal kontrolleres, inden de kan komme ind.

- Vi ville jo gerne have haft muligheden for ikke at skulle stå og kontrollere hver eneste, der vil træne. Hvis et medlem siger, at vedkommende er testet eller vaccineret, må man gå ud fra, at de taler sandt. Man kan ikke gå rundt og have mistillid til folk. Jeg stoler på mine kunder. I de foreningsdrevne motionscentre skal man ikke kontrollere, og det er i den grad konkurrenceforvridende. De kan holde åbent i deres normale åbningstid. Det kan vi ikke, så det er bestemt ikke i orden efter min mening, påpeger Jimmy Nielsen, der må have andet arbejde ved siden af for at klare udgifterne.

- Det koster mig penge i øjeblikket. Jeg skal tage penge med på arbejde hver dag for at holde butikken kørende. Det holder ikke i længden, siger Jimmy Nielsen, der håber, at vi snart er ude af pandemien og igen får normale tilstande. Også for de private motionscentre.

Annonceret indhold

Nyeste