Livet her

Lokale gåture med biblioteket gav mange skridt

15. juni 2021 kl. 16:00

Det blev til 225.216 skridt, da biblioteket tog bogelskere med på lokale gåture. Det oplyser Brønderslev Bibliotek, der skriver:

- Bibliotekets ”Littera(Gå)Ture” i Brønderslev, Hjallerup og Dronninglund bød på lokale gåture i de tre byer. Bibliotekaren havde planlagt en gåtur med 14 stop undervejs, hvor der blev fortalt om en bog, der på den ene eller anden måde havde en relation til stedet. Ved køreskolen var det ”Meter i sekundet” af Stine Pilgaard, og ved Røde Kors’ genbrugsbutik hev bibliotekaren kriminalromanen ”For barnets bedste” af Line Holm & Stine Bolther op af tasken.

- De i alt 51 deltagere udtrykte stor begejstring og fik ny inspiration til læsning, samtidig med at de fik bevægelse ind i deres hverdag på en sjov og anderledes måde. Netop bevægelse gør os stærke – både hver for sig, og når vi sammen er i bevægelse. Det blev helt tydeligt undervejs, hvor der blev delt ungdomsminder og talt om fælles bekendte, byudvikling og de bøger, deltagerne har læst.

De 225.216 skridt er en del af den mentale og fysiske sundhed, der bliver understreget af Brønderslev Kommunes deltagelse i ”Bevæg dig for livet”, der skal gøre Danmark til verdens mest aktive nation i 2025.

- Fællesskabet er i fokus efter et usædvanligt år i 2020, hvor mange af os var mere eller mindre isolerede i månedsvis. Derfor ligger det lige til højrebenet, at Brønderslev Bibliotek som en del af Bibliotekernes Temasamarbejde med Danmarks Radio frem til medio juni sætter ekstra perspektiv på emnet og tilbyder at formidle viden om bevægelse, udstille relevante bøger samt arrangere Littera(Gå)Ture og bogcaféen ”Bevægende bøger” på Cafe Kox, skriver Brønderslv Bibliotek.

- Bevægelse er ikke umiddelbart noget, man forbinder med biblioteket. Faktisk forbinder mange det med at sidde stille og ikke mindst være stille. Men i dag rummer vores biblioteker det hele, for der skal både være plads til fordybelsen og fællesskabet.

Annonceret indhold

Nyeste