Formanden for Dronninglund Borgerforening, Allan Danielsen, overrækker Årets Glas til Preben Nielsen. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Lokal indsjæl fik pris: - Det fortjener du i den grad

01. april 2022 kl. 15:00

Siden 1972 har Dronninglund Borgerforening hvert år uddelt Årets Glas til en person, der har gjort en særlig og uegennyttig indsats for Dronninglund eller for byens og egnens befolkning.

I år gik hæderen til Preben Nielsen, der primært fik glasset for sin store og ihærdige indsats inden for idrætslivet. Det var borgerforeningens formand, Allan Danielsen, der begrundede udnævnelsen og uddelte glasset.

- Du har været træner og siddet i bestyrelsen for DIF i fodbold og badminton i omkring 45 år. Du er sej og holder dig i fin form på mountainbike, hvor du kører adskillige kilometer i det kuperede terræn i Storskoven. Her giver du de fleste baghjul. Du arbejder fortsat i sønnens virksomhed i Asaa, og også her tager du tit cyklen frem og tilbage, sagde Allan Danielsen.

Preben Nielsen har i det hele taget været særdeles aktiv gennem mange år. Han var således en drivende kraft i bygningen af maskin- og materialehuset til DIF Fodbolds kunstgræsbane og medvirkede aktivt til at lave padelbanerne ved siden af tennisbanerne. Han har ligeledes været med til at lave et gedehus ved Kangamiut, så byens børn kan komme og klappe geder fra tidligt forår.

- Da borgerforeningen overvejede at købe Hjørnet, var du hurtig til at tilbyde din hjælp til renovering. Jeg kunne nævne mange flere ting, men vil slutte med at konstatere, at du i den grad fortjener at få Årets Glas, sagde Allan Danielsen ved overrækkelsen, der foregik på Hjørnet i Dronninglund.

Annonceret indhold

Nyeste