Bjarne Jørgensen har været formand siden 2006. Nu bliver han afløst af Mathias Pedersen. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Lejere får ny formand

Boligforening: De 600 lejere i Boligforeningen Fredensbo får ny formand

26. august 2021 kl. 16:00

BRØNDERSLEV: En af byens store boligforeninger har på en generalforsamling valgt ny formand. Det blev den 26-årige Mathias Pedersen, der med 40 stemmer mod 39 vippede den tidligere formand Bjarne Jørgensen af pinden.

- Der er ikke noget personligt opgør mellem os eller en stor sag, der deler os. Men måske ønskede man bare lidt yngre kræfter på posten, siger den nye formand, Mathias Pedersen, der er hjemmehjælper i hverdagen og tillige bestyrelsesmedlem i socialdemokratiet.

- Jeg håber selvfølgelig på et godt samarbejde med alle, siger Mathias Pedersen.

Den nu tidligere formand, 66-årige Bjarne Jørgensen, fortæller, at han har det ok med at være tidligere formand.

- Jeg har siddet i bestyrelsen i 29 år og har stor erfaring. Og der var ingen stor sag, som delte os. Men jeg tabte afstemningen, som var en helt almindelig demokratisk proces. Det har jeg ingen problemer med. Så nu skal jeg være almindelig beboer i foreningen, og det er helt ok, siger Bjarne Jørgensen, der blev valgt til formand i 2006.

Annonceret indhold

Nyeste