Livet her

Landsholdssamling i Jerslev med konkurrence og fællesskab

16. august 2021 kl. 15:00

Der stod både konkurrence og fællesskab på plakaten, da Parasport Danmark i weekenden havde kaldt til landsholdssamling i fodbold for deltagere med psykiske udviklingshandicap. Det foregik i Jerslev, hvor 90 spillere i alderen 16 til 45 år tog del i arrangementet.

Grundet corona har det ikke været muligt at afvikle samlinger i to år. Derfor var der naturligvis stor gensynsglæde blandt deltagerne. De dukkede op fra hele Danmark med vidt forskellige forudsætninger, men med det til fælles, at de elsker fodbold og samtidig har et psykisk handicap.

- Alle kan være med, fortæller træner og medlem af fodboldudvalget under Parasport Danmark, Mogens Stougaard Karlsen.

- Spillerne inddeles i niveauer. Til denne samling har vi været fire herrehold og to damehold. Både fredag, lørdag og søndag har budt på masser af fodboldtræning, og det har virkelig været rart at kunne samles igen. Vores spillere brænder for sporten, og for mange af dem er vores samlinger et stort højdepunkt. Normalt har vi fire årlige fælles-træninger, så en pause på to år har tæret hårdt, konstaterer Mogens Stougaard Karlsen.

Han glæder sig i øvrigt over, at Jerslev-Sterup Idrætsforening havde indvilliget i at lægge anlæg til arrangementet.

- Vi har haft fine forhold at træne under. Lørdag fik vi sågar en kamp mod klubbens seniorhold. Godt nok tabte vi 2-0, men det var god træning. Især fordi vi i parasport til dagligt spiller 7-mandsfodbold på mindre baner.

Weekendens samling bød endvidere på udtagelse til en række internationale stævner i efteråret. Blandt andet sender Parasport Danmark to hold til en turnering i Sverige i september.

Annonceret indhold

Nyeste