Livet her

Kunstner forberedte forårsudstilling på den mørke vestkyst

KUNST: Dronninglund Kunstcenter åbnede den nye sæson med en spændende forårsudstilling

02. april 2021 kl. 06:00

Palmesøndag kunne Dronninglund Kunstcenter endelig slå dørene op til en ny sæson. Interessen var naturligvis stor, for ligesom Kunstcentret havde ventet længe og glædet sig til igen at kunne vise kunst, så var det tydeligt at se, at publikum også havde ventet med længsel på igen at kunne komme ind og se på kunst.

På grund af restriktionerne er Caféen lukket, ligesom der kun må være 30 gæster indenfor ad gangen. Det klarede man nemt med et brik-system. Hver gæst fik en brik, som skulle afleveres ved udgangen. Når der ikke var flere brikker, var der ikke plads til flere, og man måtte vente udenfor, til der var plads. Brikkerne blev naturligvis sprittet af efter brug, ligesom der var sprit overalt. Udstillingen er også opbygget på en måde, der gør, at publikum ledes i den samme retning under besøget, og i det hele taget er der gjort alt for at gøre besøget så coronasikkert som muligt.

Udstillingen er stor og med mange spændende og meget forskellige kunstnere. Den er på kreativ vis præget af foråret med spirende grene og blomsterløg overalt.

En af de udstillende kunstnere er Karin Lykke Groth, der udstiller akvareller med tusch.

- De fleste af værkerne er helt nye, fortalte hun, da hun besøgte udstillingen.

- Jeg var så heldig, at jeg i januar opholdt mig på Slettingen Refugium ved Nørlev tæt på Vesterhavet. Her kunne jeg koncentrere mig om arbejdet, og det var der, jeg fik lavet stort set alle de værker, jeg har med. Jeg var der i den mørke og kolde periode med korte dage, sne og tåge, og det elsker jeg. Mens jeg var der, kom lyset mere og mere tilbage, fortalte hun.

- Jeg elsker det kolde, nordiske landskab og maler næsten ikke om sommeren. Jeg finder ikke inspiration i en blomstrende rapsmark. Så vil jeg hellere en tur nordpå. Til sommer skal jeg således til Island. Jeg elsker mørket og de mørke sider Man skal turde lukke det mørke ind. Lyset starter jo i mørket. Jeg indrømmer gerne, at jeg har en forkærlighed for den nordatlantiske motivverden, sagde hun

Mange af hendes studierejser og arbejdsophold har da også været og er i Norden, senest Lofoten og Alta i Nordnorge, Island og Færøerne.

- Jeg starter altid med at lave små skitser af noget, jeg har set. Jeg kan godt lave en lille skitse ude i naturen, men jeg maler aldrig udendørs. Det sker først, når jeg kommer hjem. Hvis jeg kan se, at en skitse er spændende nok, skalerer jeg den op til den ønskede størrelse, men det er bestemt ikke alt, der finder nåde for mit blik. Jeg kasserer meget, og jeg viser kun det frem, jeg selv er tilfreds med, sagde Karin Lykke Groth, der bor i Vallekilde.

Hendes og de øvrige kunstneres værker kan ses frem til og med søndag 2. maj.

Annonceret indhold

Nyeste