Livet her

Kreative børn viste kunst

08. maj 2021 kl. 06:00

Gennem en længere periode har børnene i Børnehuset Himmelblå i Dronninglund arbejdet med kunst, æstetik, kultur og fællesskab.

Det er der komme en masse små kunstværker ud af, og de blev i sidste uge samlet til en udstilling. I disse coronatider blev ferniseringen afholdt udendørs, hvor forældre var velkomne til at komme og kigge på. Efter ferniseringen blev kunstværkerne flyttet indendørs og opstillet i vinduerne, så interesserede senere kunne se det hele gennem vinduerne.

- Alle børn har været med i processen og arbejdet i større eller mindre grupper, fortæller pædagog Britt Hundevad.

- Børnene har fået stimuleret deres nysgerrighed og er virkelig gået op i det med liv og sjæl. De har uden tvivl gennem forløbet lært at tro mere på egne evner, og de har virkelig brugt deres fantasi og kreative evner. De er blevet præsenteret for en række forskellige materialer, og det gav masser af inspiration, ligesom de naturligvis også er blevet inspireret af hinanden i arbejdet, oplyser Britt Hundevad.

Annonceret indhold

Nyeste