De to 8. klasser på Klokkerholm Skole har solgt rengøringsklude og på den måde tjent 38.880 kroner. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Klude-salg gav knap 40.000 kr. i kassen

HANDELSTALENTER: 8. klasser på Klokkerholm Skole deltog med succes i projekt ”Klubklud”.

01. juni 2021 kl. 06:00

For kort tid siden lancerede indehaveren af Nordic Cleaning i Dronninglund, Klaus Larsen, projekt ”Klubklud”, der skulle være med til at skaffe penge til foreninger og klubber. Tanken bag er egentlig meget enkel. Klubben modtager et vist antal rengøringsklude i pakker á 10 stk. Kludene sælges derefter for 100 kroner for en pakke, og heraf kommer de 40 kroner så tilbage til klubkassen. Alle hjem har jo brug for en eller flere rengøringsklude, så der måtte være et marked.

Det er der, og det har de to 8. klasser på Klokkerholm bevist. I løbet af forholdsvis kort tid har de solgt 547 pakker, og det betød, at Mette Sørensen fra Nordic Cleaning forleden besøgte de to klasser og ved den lejlighed overrakte en check på 31.880 kroner. Det var det beløb, de to klasser havde tjent ved at sælge klubklude.

Alle elever havde deltaget, men især en elev skilte sig ud. Kaj Mølbjerg fra 8.a havde nemlig solgt 60 pakker.

- Min mor tvang mig, sagde han med et stort smil.

- Jeg gik rundt til naboer og venner og solgte kludene. Det var slet ikke så svært, og folk var villige til at købe. Min mor hjalp også. Hun tog dem med på sin arbejdsplads og afsatte en del, så sammen nåede vi op på 60 pakker, sagde Karl Mølbjerg.

- Det overrasker mig ikke, at der kan tjenes på disse klude, sagde ophavsmanden til projektet, Klaus Larsen.

- Jeg er meget glad for, at jeg på denne måde kan være med til at hjælpe foreninger og klubber, så der igen kan komme penge i klubkasserne. Min drøm er, at vi med dette projekt kan skaffe flere mio til de slunkne klubkasser. Det er meget nemt at være med. Foreningerne og klubberne skal bare finde en kontaktperson, som vil stå for fordelingen af pakkerne og indsamle penge. Resten klarer vi, påpegede Klaus Larsen fra Nordic Cleaning i Dronninglund.

Annonceret indhold

Nyeste