I "Støberiet" vil byens mange foreninger markedsføre deres tilbud. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

- Kig lige forbi og se, hvor skøn Asaa er

27. august 2021 kl. 07:00

Søndag 29. august gennemfører Samrådet Østkysten i Asaa for første gang en kombination af en Bosætningsdag og en Foreningens Dag. Arrangementet henvender sig både til mulige tilflyttere, borgere i Asaa-området, turister, samt de mange foreninger og har til formål at vise, hvor skønt det er at bo i Asaa, og hvordan vi trives med fællesskab og gode aktiviteter, udtaler Jørgen Severinsen og Poul Søndergaard, der er ledere af dagen.

På bosætningsdagen om formiddagen i Kulturhuset på torvet vil der være indlæg ved Rasmus Johnsen, der er specialist i udvikling og formidling af landdistrikter og en del af forskerholdet Varme Zoner. Han er kendt for sit arbejde med Klitmøller, som er en af de ”varme zoner”.

Rasmus Johnsen vil præsentere opskriften på den attraktive landsby, som består af disse fire områder: spændende mødesteder, sammenhængskraft, X-faktor og skabertrang. Om sammenhængskraften peger han på elementer som nærhed, åbenhed, tryghed og hjælpsomhed.

Senere vil direktør Jens Erik Grøn for Sundby-Hvorup Boligselskab fortælle om selskabets projekter og fremtidsplaner i Asaa, og ejendomsmægler Mads Vestergaard vil orientere om bosætningsmulighederne i byen.

Der vil også være noget for både de yngste og ældste borgere. Børnehaveleder Jannie Elvstrøm fortæller om børneinstitutionernes bud på ”det gode børneliv i Asaa”, og Malene Jensen, leder af Friplejehjemmet i Asaa, orienterer om mulighederne for at blive beboer her.

Om eftermiddagen i ”Jernstøberiet” og andre steder i byen kan mulige tilflyttere og borgerne i Asaa møde et bredt udsnit af byens foreningsliv.

- Hvis nogen går og tænker, hvordan og hvem jeg skal henvende mig til, for at mit barn kan starte i en forening, eller hvis man selv har lyst til at involvere sig som frivillig i en forening, er foreningsdagen en god mulighed for at starte snakken. Alle vil gerne hjælpe dig i gang i byens unikke foreningsliv, fortæller Jørgen Severinsen.

Flere af de lokale ejendomsmæglere vil ligeledes om eftermiddagen holde åbent hus for mulige interesserede.

Annonceret indhold

Nyeste