Livet her

Jan Agerbæk takker af efter 40 år bag disken - men navnet fortsætter

Jan Agerbæk kan se tilbage på fire årtier som butiksindehaver

11. februar 2021 kl. 11:21
Opdateret kl. 11:44

Egentlig ville Jan Agerbæk slet ikke arbejde i butik ... men kan i dag kigge tilbage på 40 år som butiksindehaver og et liv, han har været glad for. På trods af en ungdomsbeslutning om, at lige netop et liv som selvstændig med en tøjbutik under ingen omstændigheder var noget, han ville beskæftige sig med.

Men nu er det snart slut. Jan Agerbæk har solgt både tøjbutikken MR. og Agerbæk Firmatøj, og er ved at gøre sig klar til en tilværelse som pensionist - selv om dåbsattesten afslører, at han kun er 64 år.

Det begyndte i Jerslev

Historien om navnet Agerbæk i forbindelse med tøjbutikker tog sin begyndelse i 1935, da Jan Agerbæks far, Hans Agerbæk, åbnede tøjbutik i Jerslev.

I 1949 flyttede butikken til Brønderslev, hvor den har eksisteret siden.

Som alle butiksindehavere havde Hans Agerbæk travlt med at passe sin butik - så travlt, at den unge Jan Agerbæk altid oplevede en far, der kom sent hjem og ikke var så nærværende, som han kunne ønske det. Og oplevede en mor, som jævnligt knurrede over den arbejdssomme ægtemand.

Om kort tid går Jan Agerbæk ud af døren til sit livsværk for sidste gang - og han glæder sig til at få mere tid til familien. Foto: Henrik Louis

- Far var aldrig hjemme, og jeg besluttede tidligt, at sådan et liv ville jeg ikke have, fortæller Jan Agerbæk, som i stedet blev uddannet i økonomisk forvaltning i Brønderslev Kommune, hvor han arbejdede i syv år ... indtil han pludselig, i 1980, begyndte at arbejde for sin far i butikken.

- Jamen, det var noget med, at man i en butik har kontakt til mange mennesker, og at der er mange forskellige arbejdsopgaver - salg, markedsføring, indkøb og den slags ... og det var noget helt andet end at sidde i forvaltningen, siger han om valget, der skulle vise af blive en livslang forteelse.

- Jeg lovede min kone, at jeg ikke ville arbejde så meget som min far, og det har jeg overholdt, siger han.

I 1986 overtog han butikken Tøjeksperten Agerbæk og blev til byens Mr. Agerbæk himself.

I 1988 om erhvervsbeklædning til som en afdeling i butikken, hvilket blev til et selvstændigt firma for godt fem år siden.

Forandring - og stilstand

Da Jan Agerbæk blev ansat i sin fars tøjbutik i 1980, var der fem herretøjsbutikker i Brønderslev. I dag er der to tilbage, hvilket er en udvikling, der kan ses i alle brancher.

- Hvor det tidligere var de andre butikker i byen, der var konkurrenter, er det i dag internettet, der er den helt store udfordring. Men grundlæggende handler det at drive en fysisk butik om det samme som i 1980 - nemlig om at kunden skal have en ordentlig service og have lyst til at vende tilbage, siger Jan Agerbæk, som jævnligt oplever kunder, der kommer og prøver tøj i butikken, tager en stribe mobilfotos af varen og forlader butikken uden at købe noget.

- Så går de hjem og bestiller varen på nettet, siger han om en kendsgerning, som han både er irriteret over og accepterer som et vilkår.

- Men kunderne skal bare være bevidste om, at der er en risiko for, at de pludseligt en dag ikke kan besøge en fysisk butik mere, siger han.

Glæder sig til at slippe

Som butiksindehaver i en mindre by er man et kendt ansigt. Det er et vilkår, som Jan Agerbæk altid har været klar over og har accepteret ... og er glad for at slippe for, når han om kort tid holder helt op med at arbejde.

- Man er en halvoffentlig person, og er nødt til at være præsentabel hele tiden ... det kommer jeg ikke til at savne, siger han.

- Nettet er en hård konkurrent for de fysiske butikker, men grundlæggende handler det stadig om at give kunden en ordentlig behandling, siger Jan Agerbæk. Foto: Henrik Louis

Ansvaret for at der er penge til at udbetale lønninger til de ansatte kommer Jan Agerbæk heller ikke til at savne.

- Det er et stort ansvar at stå i spidsen for en forretning, der skal lønne op mod 10 medarbejdere, siger han.

Omvendt har Jan Agerbæk altid været glad for sit afvekslende job som butiksindehaver med masser af kundekontakt, indkøb m.v.

- Og så har jeg været på modemesse i København 80 gange i træk ... det har været spændende, siger han.

Stop decentraliseringen

Hvis Jan Agerbæk på falderebet skal komme med et hjertesuk over udviklingen i hans by, skal det rettes direkte mod de folkevalgte.

- Vi har længe haft gang i en decentralisering af byens handelsliv og aktiviteter i øvrigt - og det duer ikke, siger han og nævner det relativt nye sundhedshus som eksempel.

- Det ligger på kanten af bygrænsen og langt fra midtbyen - og det koster omsætning, siger han.

Tidligere var der en hudlæge, som havde klinik overfor Jan Agerbæks butik, og det kunne mærkes på omsætningen.

- Mange af patienterne havde pårørende med, og de kom i butikken i forbindelse med besøgende, siger Jan Agerbæk, som mistede godt 20.000 kroner i månedlig omsætning, da hudlægen flyttede.

- Man har i mange år spredt tingene i byen, og det er skidt, siger han.

Nu er det børnebørnenes tur

Men nu takker Jan Agerbæk snart af efter et langt liv på arbejdsmarkedet. Og han glæder sig.

- Så skal der være mere tid til børn og børnebørn, sommerhuset ... og mon ikke jeg også skal til at være lidt mere aktiv i derhjemme, siger han.

Og selv om han tidligere har været særdeles aktiv i handelsstandsforeningen som både formand og andet, har han ingen planer om at blande sig i byens foreningsliv.

- Nu er det familiens tur, slår han fast.

Agerbæk Firmatøj blev solgt til Marianne Mortensen med overtagelse 1. januar 202, mens tøjbutikkerne Mr. Agerbæk og Støj blev solgt sidste år til Dan Larsen og Nicolai Styhr-Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste