Livet her

Ingen aktiviteter - men fokus på andre ting

BYENS LIV: Også for Borger 9700 har det seneste år bud på aflysninger - men foreningen arbejder bla. på turisme og byens udvikling

08. februar 2021 kl. 08:00

2020 har også for Brønderslevs borgerforening, Borger 9700, været et specielt år præget af aflysninger som følge af corona.

Formand Jens Tofting kan se tilbage på flere ting, der ikke blev til noget - herunder sankthansfesten i Hedelund og Kulturdagen på biblioteket,

Bæredygtighedsfestivalen i sensommeren blev dog til noget, det var lige på det tidspunkt, hvor der også kunne holdes konfirmationer og den slags. Og den er man også i gang med at planlægge for indeværende år, hvor fokus bliver på bærdygtigt byggeri, lokale fødevarer og biodiversitet.

Men ellers går energien i foreningen her i 2021, som indtil videre ikke har været bedre med hensyn til arrangementer, på andre ting end netop aktiviteter, hvor folk samles.

- Turisme ligger os meget på sinde, hvor vi deltager i Grøn Turisme, fortæller Jens Tofting.

Det er et turistsamarbejde mellem Brønderslev, Frederikshavn, Læsø og Aalborg Kommune.

Borger 9700 har også plads i midtbyrådet,

- Vi følger den udvikling, der er på Banegårdspladsen og som kan løfte Brønderslev, siger Jens Tofting.

Også planerne om et nyt kulturcenter via Fonden Fabrikken i byen i PN Beslags gamle fabriksbygninger er på Borger 9700’s radar.

Alle møder i Borger 9700 foregår for tiden online, og det fungerer fint nok, oplever formanden.

Efter det seneste bestyrelsesmøde i foreningen har man meldt ud, at Borger 9700 ønsker at tænke flere projekter i byen sammen - det er museum MOSS, der flytter ind til byen, BAS, der har planer om et nyt kulturcenter, en ny restaurant til afløsning for Hedelund samt en legeplads i Hedelund Rhododendronpark.

- En restaurant vil kunne få flere kunder, hvis de samarbejde med de øvrige projekter bla. om café i fabrikken og udnyttelse af fælles faciliteter. Det optimale vil være at lægge restauranten i umiddelbar nærhed af fabrikken eller på en måde, der signalerer sammenhæng. En opdatering af parken med f.eks. legeplads og noget for de unge (f.eks. en skaterpark) vil også trække kunder til fabrikken og omvendt. Vi skal have alle mulige interessenter til at snakke sammen. Det er ikke meningen, at man skal blande sig i de enkelte projekter, men udelukkende få det stærkest mulige samarbejde til at fungere, meldte bestyrelsen ud efter en mødet i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgik, at der er planer om at tage initiativ til et møde med byrådspolitikere omkring projektet.

Fylder snart 100 år

Brønderslev fylder snart 100 år, og også det har også Borger 9700’s bevågenhed.

- Vi står overfor et købstadsjubilæum, som vi også gerne vil flettes ind over, siger Jens Tofting, der håber, at man kan være med der med nogle aktiviteter.

Det seneste år har Borger 9700 også brugt krudt på at kæmpe for en forbedring af perronen på banegården, hvor man skal tage et temmelig højt skridt for at komme ind i toget på grund af perronens højde.

Det giver problemer blandt andet for ældre med rollator og unge med barnevogn, melder Jens Tofting.

- Det er en sag, vi kæmper videre med.

Borger 9700 tæller 550 medlemmer, og godt 2000 følger med på facebook.

- Vi har en bred skare af medlemmer, som er borgere i byen. Det er indbyggere i byen, som gerne vil være med til at højne byen yderligere. Brønderslev er en god by at leve i, men nye tiltag er også nødvendige, så der sker en løbende udvikling af tingene, mener Jens Tofting, der oplever stor interesse for byens ve og vel.

- Jeg synes, der er en stor interesse for byen alle steder fra. Jeg fornemmer også en stor tilfredshed med at bo her og med vores institutioner, vurderer formanden.

Annonceret indhold

Nyeste