Brønderslev-drengene leverede en fornem indsats ved Final 4-stævnet i Herning.
Livet her

Hot-Shots-drenge spillede Brønderslev på landkortet

U18-holdet hentede en flot bronzemedalje ved Final 4-stævnet i Herning

01. juni 2023 kl. 07:41

U18-drengene fra Brønderslev Hot-Shots satte forrige weekend en tyk streg under potentialet. Ved Final 4-stævnet i Herning hentede Brønderslev-drengene overraskende en flot bronzemedalje. 

Overraskende fordi holdet for første gang havde kvalificeret sig til slutspillet mellem landets fire bedste floorball-mandskaber. Og nok så meget fordi holdet udelukkende udgøres af førsteårs-spillere suppleret med en håndfuld drenge, der er væsentlig yngre. 

Dermed var Brønderslev Hot-Shot det klart mest urutinerede af de fire hold i finalestævnet.

- Vi er vildt stolte, lyder det fra træner Morten Bager. – Vi havde slet ikke regnet med at komme blandt de fire bedste. Og med en håndfuld spillere, der for første gang deltog i så stort et stævne, så var bronzemedaljen en kæmpe bedrift, tilføjer Morten Bager. 

Bronze-kamp

Han slår videre fast, at Brønderslev faktisk kunne være kommet hjem med endnu ædlere metal. I fredagens semifinale mod de senere Danmarksmestre fra Benløse bed Hot-Shots-mandskabet hårdt fra sig. Benløse måtte slide i det, inden det lykkedes at vinde 5-3.

Det blev til en flot 3.-plads ved slutspillet om det danske mesterskab.

Kampen om bronze var lige så dramatisk. Brønderslev kom bagud 0-4 mod Rødovre, inden holdet i 2. periode spillede sig gevaldig op og vandt 8-4. 

- Det her understreger med al tydelighed, at vi har en flok drenge, der er klar til at gå hele vejen. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se mange af dem på eliteholdet i årene fremover, konstaterer Morten Bager. 

- Vi arbejder hårdt på at skabe en sportslig rød tråd fra vores ungdomshold til seniorniveau. Det er vi ved at lykkes med, så jeg er meget fortrøstningsfuld, tilføjer træneren.

Brønderslev Hot-Shots råder i alt over knapt hundrede ungdomsspillere fra U9 og op til U18-niveau. 7 af klubbens U18-spillere er i øvrigt udtaget til U19-landsholdstruppen.

Annonceret indhold

Nyeste