Jannie Elisa Fjordside gæster 9. oktober Sognets Hus i Gandrup. Her sætter hun fokus på sin debutroman. PR-foto
Livet her

Hjem til Gandrup med Sydafrika under armen

Forfatter fortæller om sin debutroman, der sætter fokus på apartheid

26. september 2018 kl. 08:54
Opdateret 27. september 2018 kl. 11:53

GANDRUP: Der er lagt op til et spændende og tankevækkende indblik i Sydafrika før og under apartheid, når journalisten og forfatteren, Jannie Elisa Fjordside den 9. oktober gæster Sognets Hus i Gandrup.

Her beretter hun om det, der skulle have været en enkelt julehistorie til en nordsjællandsk ugeavis, men som i stedet udviklede sig til en lang skriveproces og en rejse tilbage i tiden.

I marts udkom Jannie Elisa Fjordsides debutroman, som netop handler om det sorte kapitel i Sydafrikas historie. Bogen med titlen "Tilbage til Transkei - Historien om mit Sydafrika", er en erindringsskildring baseret på utallige interviews med hovedpersonen Merna Nørgaard. Læserne følger sidstnævnte fra den tidlige barndom på familie-farmen i den sydlige del af landet, gennem ungdommen og i de tidlige voksenår, hvor hendes bevidsthed om apartheid langsomt fæstnede sig. Bogen skildrer også tiden, hvor Merna Nørgaard og hendes danske mand kom helt tæt på sydafrikansk storpolitik.

Jannie Elisa Fjordside er i øvrigt født og opvokset i Gandrup. Der er fri entré til foredraget, der begynder kl. 19.

Annonceret indhold

Nyeste