Livet her

Hjallerup Bryggerlaug indbyder til virtuel ølsmagning

25. februar 2021 kl. 13:00

På grund af coronaen må Hjallerup Bryggerlaug afvikle ølsmagning virtuelt. Ølsmagningen arrangeres som en virtuel fredagsbar fredag 5. marts kl. 16 i samarbejde med Jørgen Rüdinger.

- Vi savner vel alle at mødes med et par venner for ”at bytte lidt løwn” og måske nyde en enkelt øl. Jeg tror, vi kan lykkes med den virtuelle ølsmagning, siger Jørgen Rüdinger, der har 23 års erfaring fra sin tid i Carlsberg.

Han har afviklet mere end 300 ølsmagninger gennem årene og bor i dag i Hjallerup.

De fem øl, der skal smages på, er således fra Carlsbergs store portefølje. Det drejer sig om Brooklyn Lager, Kronenbourg Blanc, Grimbergen Rouge, Jacobsen Yakima IPA og Gamle Carlsberg Porter.

- Vi kommer de fem hovedkategorier af øl igennem, iklædt mere eller mindre ædruelige historier fra et langt øl-liv. Alle historier er selvoplevede, selvhørte eller selvdigtede, oplyser Jørgen Rüdinger.

Hvis man ønsker at deltage, kan det oplyses, at der anvendes softwaren Teams, som kan downloades gratis.

Tilmelding skal ske til etopp@stofanet.dk senest 28. februar kl. 18.

Efter 28. februar vil alle deltagere modtage en mødeindkaldelse med et link, der giver adgang til den virtuelle ølsmagning.

Senest 4. marts vil alle deltagere inden for postnummer 9320 have modtaget det bestilte antal øl-pakker. Øvrige deltagere må selv afhente pakkerne hos Hjallerup Bryggerlaug 3. eller 4. marts i tidsrummet 16-18.

Fredag 5. marts kl. 15.50 kan man så sætte sig foran sin tablet/pc og logge ind, så man er klar til kl. 16.

- Foran sig har man sit eget ølglas og de fem øl, der er blevet leveret. Nyd det, for det bliver med garanti en times tid i godt selskab og en hyggelig måde at starte weekenden på, slutter Jørgen Rüdinger.

Annonceret indhold

Nyeste