Det var små metalfund med metaldetektor, der oprindeligt ledte til fundet af gravpladsen ved Vaarst. Fra venstre: Dragtnål af bronze, ca. 400-450 e.Kr., guldfingerring, ca. 200-500 e.Kr og et spandformet vedhæng af bronze til halskæde, ca. 200-400 e.Kr. Foto: Nordjyllands Historiske Museum
Livet her

Her er 2020’s bedste fund

Byens liv: Jernaldergravplads ved Vaarst vandt afstemningen

07. februar 2021 kl. 06:59

I december udvalgte arkæologerne ved Nordjyllands Historiske Museum de seks fund fra 2020, som de var mest begejstre for. Efterfølgende har nordjyder og andre kunnet stemme på det flottest fund blandt arkæologernes udvalgte, og nu er afgørelsen truffet. Med næsten trefjerdedele af stemmerne var jernaldergravpladsen ved Vaarst det fund, som betagede flest.

Udover selve de mange grave, i alt 75, så er der også fundet spor efter et kulthus eller helligt tempel, ligesom gravene har været udsat for en vandalisering, der formentlig er sket i samtiden. Alt sammen en meget stærk indikation på, at der er tale om meget mere end blot en ordinær begravelsesplads.

- Vi er uden tvivl ved at afdække et af de politiske og religiøse magtcentre i Jylland i perioden 200-550 e.Kr., og det er dermed indledningen til historien om skabelsen af Danmark. Fundene i Vaarst er med til at nuancere og understrege forskellen på jernalderens magtcentre i det område, som senere blev til Danmark. Så det er en vigtig brik i den allertidligste danmarkshistorie, som vi er i gang med at afdække, forklarer arkæolog og udgravningsleder, Torben Trier Christiansen, i en pressemeddelelse.

Det er da heller ikke kun nordjyderne, som har fået øjnene op for gravpladsen ved Vaarst. Kort før jul offentliggjorde Slots- og Kulturstyrelsen nemlig sin liste over de 10 mest betydningsfulde fund i hele Danmark i 2020 – og her var gravpladsen også med.

Annonceret indhold

Nyeste