Hals Skole søsatte fredag valgfaget "Hav og Fjord" Her er nogle af drengene flankeret af instruktørne. Foto: Allan Mortensen
Livet her

"Hav og Fjord" søsat med sejlads

16. september 2018 kl. 06:23

Hals Skole er klar med et nyt valgfag til elever i udskolingen. Fredag eftermiddag var der premiere på faget "Hav og Fjord". Her lægges der vægt på aktiviteter i det fri, i et tæt samarbejde med den lokale søspejderforening. Ti drenge på 8. og 9. årgang havde meldt sig under fanerne, og ved den første lektion var der undervisning i sejlads med optimistjoller. Til formålet var der hyret hjælp fra sejlsportsinstruktør Martin Clausen fra Mou Bro Sejlklub. Han gav drengene et indblik i både teknik og sikkerhed, ligesom de naturligvis fik lov at prøve kræfter med manøvrering af optimistjollerne.

Foreløbig er der planlagt 20 lektioner i efteråret. Programmet omfatter endvidere en tur med fiskekutter, kanotur på Voer Å, fiskeri med garn og flere andre aktiviteter.

- På Hals Skole har vi en strategi om at inddrage naturen omkring os, fortæller lærer Marianne Skaarup Andreasen.

- Nu lægger vi ud med "Hav og Fjord". Det er et forsøg, og hvis det bliver en succes, gentager vi det måske til næste år. Men hele idéen er at gøre vores elever fortrolige med den natur, der findes her i området. Vi er omkranset af vand, så derfor er det oplagt at drage nytte af et samarbejde med blandt andet søspejderforeningen, tilføjer hun.

Annonceret indhold

Nyeste