Livet her

Glampingtelt med udsigt til stjernehimmel

FERIE: Thorupgaard Bondegaardsferie ved Stenum har investeret i en glampingtelt, hvor man kan nyde naturen, have masser af plads i teltet og kigge lukt op til stjernene gennem det gennemsigte tag i teltet

10. februar 2021 kl. 16:00
Opdateret kl. 20:14

Thorupgaard Bondegårdsferie ved Stenum, som drives af Jane Houen Thomsen og Henrik Thomsen, har fået en ny og ret speciel måde at overnatte og holde ferie på: De har fået et glampingtelt slået op tæt på en mark, og det byder på en hel særlig oplevelse blandt andet med mulighed for at ligge i sengen i teltet og kigge direkte op på stjernehimlen.

Teltdugen i toppen kan nemlig rulles fra, så der kommer et gennemsigtigt tag til syne, og dermed bliver der frit udsyn op til universet.

Idéen om at tilføje et glampingtelt til de eksisterende overnatningsmuligheder på Thorupgaard Bondegårdsferie kom fra Jane Houen Thomsens datter, som havde hørt om glamping, som er en form for luksuscamping. Jane Houen Thomsen gik i gang med at læse om det og blev varm på idéen om at få det til Stenum.

- Yes, det er det vi skal, husker hun at hendes reaktion var.

Derpå prøvede hun og familien selv at sove i et glampingtelt på en campingplads - her faldt de for det med, at man kan ligge og kigge på stjernehimlen, og børnene var vildt begejstrede.

- Man kunne ligge og falde i søvn og kigge op på himlen - så var vi solgt, husker Jane Houen Thomsen.

Altså blev der købt et glampingtelt og slået op i Stenum.

Teltet rummer fire senge, et lille køkken med køleskab, et spisebord og nogle magelige stole. Når man træder ind i det, er det som at komme ind i en særlig stemning med ro og natur blandet med luksus.

- Det skal være som et hotelværelse, bare i et telt. Det er lidt for friluftseleskere, opsummerer Jane Houen Thomsen.

Der bliver også en træterrasse med vildmarksbad udenfor.

Teltet er 28,2 kvadratmeter stort og rigeligt højt til, at man kan gå rundt i det.

Tæt på dyrene

Thorupgaard Bondegårdsferie byder også på god mulighed for at komme tæt på dyr - de har kvæg, ponyer, ænder, høns, en kanin, marsvin, katte og minigrisen Grøffe.

Det er der mange, der er glade for, og Jane Houen Thomsen nyder kontakten med gæsterne.

- Vi er her jo og snakker med folk, og det giver en god oplevelse, fortæller Jane Houen Thomsen.

Gæsterne kan komme med Henrik Thomsen ud at fodre dyrene og køre en tur på traktoren, ligesom de nogle gange laver pandekager over bål sammen med gæsterne.

- Før corona kunne vi godt være 10-12 personer og flere nationaliteter samlet omkring bålet. Så sidder vi der med rødvin, fortæller Jane Houen Thomsen.

De har mange gæster fra København og andre store byer, som fortæller, at de gerne vil ud på landet og have fred og ro, og hvor der er dyr til børnene.

For børnene er der også en legeplads, en trampolin og en træhytte at slå sig løs i.

Jane Houen Thomsen og Henrik Thomsen har også fået nye venner som følge af deres sted - gæster fra andre lande, som har boet på gården, og som de siden har besøgt eller holdt kontakt til.

- Jeg kan rigtigt godt lide at snakke med folk. Jeg interesserer mig for dem og synes, det er sjovt at høre. Jeg synes, det er rigtigt dejligt og ser virkelig frem til de seks uger i sommerferien, hvor der er tag på, fortæller Jane Houen Thomsen.

En gammel drøm

Til sommer er det ti år siden, at Thorupgaard Bondegårdsferie åbnede.

- Det er en gammel drøm, fortæller Jane Houen Thomsen.

Sammen med sin mand Henrik Thomsen købte hun dengang gården ved Stenum, og dermed vendte hun tilbage til den egn, hun kommer fra.

De så mange muligheder i stedet - og en gammel stald blev lavet om til en lejlighed på 80 kvadratmeter plus terrasse og vildmarksbad, som de lejer ud.

Senere kom et dobbeltværelse med eget bad til.

Det er planen, at glampingteltet kan bookes fra vinterferien af. Der er isolering i, så det kan bruges året rundt.

Thorupgaard Bondegårdsferie har også planer om at lave et udekøkken i et drivhus, så man kan stå og lave mad, mens man nyder udsigten over markerne.

- Vi har også planer om at lave en gårdbutik med kød fra vores dexterkvæg og andre lokale produkter, fortæller Jane Houen Thomsen.

Det kan være æg, gin og ost - også fra andre lokale producenter, som de samarbejder med.

Annonceret indhold

Nyeste