Gavekortet er blevet en stor succes. Nu, hvor butikkerne er genåbnede, gælder det om at få dem brugt. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Gavekort for 120.000 kr. venter på at blive brugt i Dronninglund

09. marts 2021 kl. 06:00

Måske har du et gavekort liggende, du ikke har haft mulighed for at få glæde af de seneste par måneder? Nu er en del af butikkerne igen åbne, så både du og det lokale handelsliv kan få glæde ud af dit gavekort.

Store dele af detailhandlen blev lukket inden jul, og siden da har det ikke været muligt at bytte julegaver eller gøre brug af alle de gavekort, der blev givet i julegave. Det betyder, at der på gavekortfronten er en værdi på flere hundrede millioner kroner, der venter på at blive indløst i butikkerne. Med genåbningen af dele af handelslivet er det nu, vi skal bakke op om de butikker, vi ikke vil undvære i fremtiden.

Gavekort er en god mulighed for at støtte den lokale handel i en tid, hvor mange butikker har det svært efter nedlukningen. Det er nu, de lokale butikker har brug for vores støtte, og ved brug af gavekort er der mulighed for at støtte de fysiske butikker og endda uden at skulle have penge op af lommen. Isoleret set kan det enkelte gavekort ikke flytte det store, men sammen kan vi være med til at gøre en forskel, så vi har vores butikker på længere sigt.

- Det er den fælles indsats, som igen skal skabe handel, og den handel har butikkerne virkelig brug for. Der er gavekort for flere hundrede millioner, som venter på at blive brugt rundt i de danske butikker og centre, siger Benny Jensen, kundechef hos Sparxpres, og fortsætter:

- Her er en opfordring til at finde dit gavekortet frem og besøge de lokale butikker. Det er klart, at jo mere vi køber for i butikkerne, desto mere støtter vi. Især ved køb på mere end gavekortets beløb. Det er altså den fælles indsats, som skal sikre de lokale butikker rundt i byerne i fremtiden, siger han.

Formanden for Dronninglund Handel, Anders Dige, opfordrer ligeledes til at støtte butikkerne, så der igen kommer gang i det lokale handelsliv.

- Jeg kan kun opfordre folk til at finde gavekortet frem fra gemmerne og besøge vores lokale forretninger i Dronninglund Handel. Sammen kan vi give hjulene et skub i den rigtige retning og sikre, at vi også kan købe vores julegaver lokalt i Dronninglund til næste år, siger Anders Dige.

Har man fundet et gavekort i skuffen, men er i tvivl om beløbet, kan man tjekke saldoen på dronninglundhandel.dk.

Annonceret indhold

Nyeste