Livet her

Forebyggelse giver pote

Nytårshilsen fra borgmester Mikael Klitgaard til alle borgere i Brønderslev Kommune

01. januar 2018 kl. 17:55

Tak for året der gik til alle i Brønderslev kommune.

2017 var et godt år. Det går fremad i vores kommune, indtægterne stiger, der er godt styr på driften, og der sker udvikling i rigtig mange af vores bysamfund. Der er tilflytning, og der er rejsegilder i vores erhvervsarealer. Beskæftigelsen stiger, vi får flere i job, hvilket både menneskeligt og økonomisk er et gode.

Vores skoler er rost mange steder fra, der er dygtige lærere der giver børnene en god skolegang. De fire skoledistrikter gør et godt arbejde. Der er netop sidst på året ændret lidt på styrelsesvedtægten, således der gives mere kompetence til den enkelte skole. Det er en vej vi fortsat skal forfølge i 2018, vi skal give medindflydelse til medarbejdere og bestyrelser, det giver der bedste resultat.

Ældreområdet er nu 30 plejehjemspladser rigere grundet et friplejehjem i Asaa, og i løbet af 2018 kommer der 44 pladser mere i Brønderslev på diakonstiftelsens plejehjem Vivaldi. Vi får dermed en vigtig opgave med at tilpasse ældreområdet til de nye tider. Margrethelund står for ombygning og der mangler genoptræningspladser, samtidig er der åbnet op for der efter 3 måneders ledighed i lejligheder kan ske udlejning til lidt mere friske borgere, det forventer jeg vil være et plus på plejehjemmene.

Der arbejdes sammen med DGI og DBU om at lave mere bevægelse både som genoptræning men også forebyggende, både for unge og ældre, dette arbejde intensiveres i 2018. Der er flere ældre, men jeg ser for mig, vi får endnu sundere borgere, der får god livskvalitet og er meget selvhjulpne.

Vores forebyggende projekt varige spor, med familier der trænger til en hjælpende hånd, er godt i gang, sammen med netværk, foreninger og familiemedlemmer vil det betyde familier der har det svært, får det lettere, og vi vil bruge færre resurser til f.eks. anbragte børn, og det vil komme vores almenområde til gavn.

På vores beskæftigelsesområde er der nu flere i gang, det er godt for borgere, men også for kommunens økonomi, således der bliver mulighed for andre ting, vores anlægsområde trænger, og der er afdrag at betale, således fremtiden bliver lysere, dog ser vi også frem til at snakke med folketinget om en rimeligere fordeling af midler i Danmark.

Det giver livsglæde at være med til at bidrage, vi ser det i vores socialøkonomiske virksomheder, hvor folk er rigtig glade for at være med. Det gør en varm om hjertet.

Også de unge, der nu er kommet flere i gang af, de blomstrer når der gives opgaver og der er en tro på det kan lade sig gøre at få uddannelse og job. Vores flygtninge er der også flere af, der er kommet i job eller uddannelse, det er en win-win-situation, og et spor der stålsat skal forfølges i 2018.

Vi har meget papirarbejde både i den offentlige sektor og i vores samfund. Vores medarbejdere er blevet bedt om at melde ind, hvis de ser muligheder for at gøre tingene simplere, det spor skal også forfølges i det nye år, lad os alle hjælpe med at lave tingene simplere og smartere.

Der kommer flere borgere og derfor skal der udbygges nye boligarealer, der skal fortsat gives mange byggetilladelser til både erhverv og boligbyggeri, det er dejligt der igen er gang i væksten, således der kan komme flere indtægter både til borgere og kommune.

Vi skal udvikle vores kommune sammen, der er lavet landdistriktsråd, midtbyråd i de større byer, og vi skal samarbejde om at gøre tingene. Der er rigtig mange ildsjæle og rigtig mange foreninger der gør et fantastisk arbejde.

Det er mit håb for 2018 at vi sammen, med gejst og vilje, i fællesskab kan løfte vores kommune.

Tak for en fantastisk indsats kære medborgere og ansatte. Lad os fortsætte det i 2018. Der er valgt et nyt byråd, og jeg føler, vi er klar til at sætte nye mål og hjælpe jer borgere på bedste vis.

Godt nytår.

Annonceret indhold

Nyeste