Fremover bliver det endnu sjovere for Tilde og de andre børn at færdes på børnehavens legeplads. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Fondsmidler til legeplads i Øster Brønderslev

24. august 2021 kl. 12:55

Børnene i Børnehaven Troldehøj i Øster Brønderslev kan godt begynde at glæde sig. Inden længe bliver det endnu sjovere at færdes på institutionens legeplads, der fremover udrustes med særlige udendørs trommer.

Det er en bevilling på 25.000 kr. fra Sparekassen Kronjyllands Gavefond til børnehavens støtteforening, der baner vejen for nyskabelsen. Forleden var erhvervskundechef i sparekassens Aalborg-afdeling, Peter Lund Jensen på besøg i daginstitutionen, hvor datteren Tilde også har sin daglige gang. Sammen med lederen af børnehaven, Signe Nørgaard Løgsted tog Tilde imod checken, der dækker hele nyanskaffelsen.

- Vi vil gerne skabe et alternativ til de gængse legeredskaber, fortæller Signe Nørgaard Løgsted.

- Musik spiller en stor rolle i børnenes dagligdag, og nu kan vi se frem til at inddrage musikken endnu mere - også i legen udenfor, tilføjer hun og slår fast, at etableringen snart indledes.

- Der kommer ikke til at gå længe, inden vi kan tage trommerne i brug. Vi glæder os og vi takker selvfølgelig både fonden og vores støtteforening for bevillingen.

Også Peter Lund Jensen er tilfreds:

- Sparekassen Kronjyllands Gavefond støtter med bidrag over hele landet og helst til formål, der kommer mange til gavn. Det må man sige, at trommerne på legepladsen gør. Jeg er sikker på, at det bliver en gevinst for børnehaven i mange år, konstaterer Peter Lund Jensen.

Udover de mange penge havde han i øvrigt også is med til børnene.

Cirka 70 børn er for tiden indskrevet i Børnehaven Troldehøj, der i øvrigt står overfor en snarlig udvidelse.

Annonceret indhold

Nyeste