Krista og Hans Risagers Font har tidligere støtte en lang række formål, blandt andet til at Den Kongelige Ballet kunne komme til Brønderslev. Arkivfoto: Michael Bygballe
Livet her

Fond vil dele penge ud

En kvart mio. kroner kan søges til lokale projekter

27. september 2018 kl. 11:38

BRØNDERSLEV: Krista og Hans Risagers Fond er klar med ny ansøgningsrunde, hvor de deler penge ud til gode idéer, der kan gøre en forskel i Brønderslev.

Det oplyser fonden i en pressemeddelelse, hvor de gør opmærksom på, at det er nu, man kan søge midler til at få ideer gjort til virkelighed gennem Krista og Hans Risagers Fond.

Den velgørende fond har næste uddelingsrunde i slutningen af 2018, hvor der vil være mulighed for at ansøge om op til 250.000 kr. til et enkeltprojekt.

- Fonden ønsker at bidrage til at udvikle Brønderslev by og lokalområdet ved at give støtte til realisering af nye initiativer, events og aktivitetsskabende projekter, der kan være til glæde og gavn for byens borgere samt være med til at gøre Brønderslev kendt, oplyser Morten Larsen og Peter Larsen fra fondens bestyrelse.

De oplyser også, at indsatsområdet ikke er begrænset til enkelte områder, men områder som sport, kultur, nystartede virksomheder og iværksættere har fondens særlige bevågenhed.

- Vi mener også, der mangler tilbud, aktiviteter og faciliteter for børn, unge og familier i Brønderslev. Derfor vil vi meget gerne støtte op om projekter og arrangementer, der tilgodeser byens børn og unge mennesker, ligesom vi gerne støtter lokale talenter inden for sport og kultur med et legat, så de kan hente ny inspiration og dygtiggøre sig inden for deres felt.

Krista og Hans Risagers Fond har siden 2012 uddelt legater og donationer for ca.1,5 mio. kr. til lokale foreninger og projekter i Brønderslev.

Ansøgningsfristen er 1. november 2018.

Tidligere har fonden f.eks. givet støtte til en udendørs spa og sauna ved Brønderslev Svømmehal, til Den Kongelige Ballets forestilling i Rhododendronparken, til Brønderslev Amatør Scene (BAS) til indkøb af højtaleranlæg samt til etablering af højbede på plejehjemmene Kornumgård og Støberiet

Annonceret indhold

Nyeste