Brønderslev Sportsdanserforening markerede deres sæsonafslutning med afdansningsbal i Vendelbohallen i Serritslev.
Livet her

Fint punktum for dansesæsonen i Brønderslev Sportsdanserforening

17. april 2024 kl. 06:02

BRØNDERSLEV: De kulørte lamper var tændt, og danseskoene var atter en gang pudset, da Brønderslev Sportsdanserforening bød op til deres årlige afdansningsbal for at markere slutningen på dansesæsonen lørdag den 6. april i Vendelbohallen i Serritslev.

I år kunne foreningens formand, Linda Ammentorp Tolstrup, dele nogle glædelige nyheder med foreningens medlemmer som et fint punktum for sæsonen 2023/24:

- Det er med stor glæde, jeg kan fortælle, at Brønderslev Sportsdanserforening har indgået en aftale med Brønderslev Hallerne om, at vi fremadrettet har vores undervisning i deres lokaler.

Et tilbud man ikke kunne afslå

Bevæggrundene bag det kommende lokaleskift skal findes i, at Brønderslev Sportsdanserforening fik et tilbud, de ikke kunne afslå.

- Vi blev kontaktet af Brønderslev Hallerne, som spurgte, om foreningen ikke kunne være interesseret i at flytte undervisningen op til dem, fortæller formand Linda Ammentorp Tolstrup, og tilføjer:

- Så vi tog et kig på faciliteterne, som jo er nyrenoverede, og vi blev hurtigt enige om, at Brønderslev Hallerne ville være en god ramme for foreningen.

Brønderslev Hallerne ligger ikke langt fra Brønderslev station, og netop dette håber foreningen kan være et trækplaster.

- Vores undervisning kommer til at være mere centralt placeret i Brønderslev, og det håber vi kan bidrage til at trække en masse danseglade børn og voksne til, udtaler Linda Ammentorp Tolstrup.

- Derudover tilbyder Brønderslev Hallerne en masse skønne aktivitetsfaciliteter, så vi tænker, vi kommer til at passe rigtig godt ind, fortsætter formanden.

Altid godt med fornyelse

Sæsonen 2023/24 rummede i forvejen nye tiltag for foreningen med lancering af både ny hjemmeside og oprettelse af et nyt zumba-hold.

- Det er altid godt med lidt fornyelse, siger Linda Ammentorp Tolstrup, og tilføjer:

- Vi forsøger i hvert fald med de midler, vi har. Planen er også, at vi skal have sparket gang i vores sociale medier - det er jo der, vores medlemmer er.

På grund af det kommende adresseskift kommer der til at ske ændringer i holdplanen.

- Vi er ved at få de sidste detaljer på plads, så vi snart kan offentliggøre den endelige holdplan – så snart den er klar, vil man kunne se den på vores hjemmeside, udtaler Linda Ammentorp Tolstrup, som glæder sig til den kommende sæson.

Annonceret indhold

Nyeste