Livet her

Festlig afslutning for de unge tennisspillere

TENNIS: Sæsonen er slut for de yngste spillere i Dronninglund Tennis & Padel

27. september 2021 kl. 16:00

Med efterårets komme er tennissæsonen også ved at være slut. Det gælder i hvert fald for de yngste spillere. I Dronninglund Tennis & Padel havde de den afsluttende træning i sidste uge, og det skulle naturligvis markeres.

- De yngste spillere har ønsket at være sammen med de ældste, og derfor nedsatte vi et festudvalg bestående af tre spillere, som har haft ansvaret for dagens program, fortalte Karen Axen, formand for klubben, ved afslutningen.

- Det er udvalget, der har bestemt, hvad der skal ske, og de tre piger har fundet en række lege, som vi alle skal være med til. Det varer tre kvarter, og derefter er der grillpølser og pommes frites, sagde hun.

Der var naturligvis pokaler til årets klubmestre. Det er fra venstre Regitze, August og Marius. Foto: Jørgen Ingvardsen

Spillerne Regitze, August og Marius blev kåret som årets klubmestre og fik hver en flot pokal som bevis på mesterskabet. August havde været særdeles flittig og var mødt op til hver eneste træning i sæsonen, og for den præstation blev han hædret med fiduspokalen.

Inden legen på banen kunne starte, havde Karen Axen en udfordring til Marius, den ældste af de tre klubmestre.

- Du skal jo konfirmeres til foråret, og vi har en tradition her i klubben med, at jeg udfordrer klubmestrene til en kamp, inden de skal konfirmeres. Jeg vil derfor gerne udfordre dig til en kamp til foråret. Vinder du, får du en gratis ketsjer, lød udfordringen fra Karen Axen.

- Det er OK. Jeg er klar, svarede Marius.

Annonceret indhold

Nyeste