Der er kommet nyt gulv i Flauenskjold Hallens cafeteria. Bestyrelsen ønsker også at udskifte møblerne, der stammer fra hallens indvielse for 30 år siden. Foto: Privatfoto
Livet her

Farvel til det gamle gulv

19. marts 2021 kl. 06:00

Med velvillig støtte fra Sparekassen Vendsyssels Fond, Dronninglund, er der kommet ny gulvbelægning i Flauenskjold Hallens cafeteria. Det eksisterende gulvtæppe er udskiftet med en mere rengøringsvenlig og trægulvslignende vinyltype. Det bliver nu en del lettere at holde gulvet rent til glæde for hallens mange brugere, ikke mindst den kommunale dagpleje, der normalt afholder sine ugentlige legestuer i lokalerne.

Halinspektør Dennis Kvesel oplyser, at fonden også har givet tilsagn om støtte til indkøb af nye møbler til cafeteriet. De eksisterende møbler stammer fra hallens indvielse og er efterhånden over 30 år gamle. Bestyrelsen ønsker nu at udskifte dem med nogle mere tidssvarende møbler.

Så snart møblerne er indkøbt og samfundet forhåbentligt er åbnet mere, vil der blive afholdt en mere officiel indvielse, hvor Flauenskjold Hallens bestyrelse kan få lejlighed til at takke Sparekassen Vendsyssels Fond, Dronninglund, for den uundværlige støtte til opgraderingen af hallens cafeteria.

Annonceret indhold

Nyeste