Livet her

Et stik i armen til behagelige toner

21. april 2021 kl. 21:33

Et stik i armen ledsaget af musikalsk underholdning. Den oplevelse har tusindvis af nordjyder taget til sig i forbindelse med massevaccinationerne mod Covid 19. I perioden fra 12. til 20. april har Aalborg Symfoniorkester således leveret live-toner på en række af Region Nordjyllands vaccinationscentre.

Faktisk har orkestret været rundt i samtlige 11 kommuner, og succesen har været så stor, at regionen nu vil bidrage med musik på alle vaccinationssteder. Det kommer til at ske i et tæt samarbejde med Aalborg Universitet, som via musikterapiuddannelsen skal undersøge gavnligheden af musik i vaccinationscentrene. Undersøgelsen skal både belyse, hvilken musik, der fungerer bedst, samt hvordan musikken kan leveres til størst nytte for både borgere og personale.

Ved tirsdagens afsluttende koncert med symfoniorkesteret i Brønderslev Hallerne var der vanlig stor påskønnelse fra de mange borgere, der troppede op for at blive vaccineret. Blandt disse var Lillian og Poul Skovbjerg fra Aabybro. Parret var kommet for at få den afsluttende vaccination, og de glædede sig over symfoniorkestrets tilstedeværelse.

- Man får næsten lyst til at tage en sving om. Men det går nok ikke, lød det fra Poul Skovbjerg, der blev suppleret af hustruen.

- Det virker meget afslappende at blive mødt med musik i forbindelse med en vaccination, konstaterede hun, inden parret satte sig til rette for at lytte nærmere.

Også regionsrådsformand Ulla Astman (S) var på besøg i Brønderslev.

- Musik har mange facetter, og det kan bruges til meget. Og da en vaccination jo er en alvorlig sag, så har vi fundet anledning til at bruge musikken som et tilbud og supplement, siger Ulla Astman.

Hun glæder sig også over et foreløbigt velfungerende vaccinationsprogram i det nordjyske.

- Borgerne udviser stor velvilje og det er meget få, der eksempelvis udebliver. Og hvis vi med musikken kan gøre det endnu mere attraktivt at blive vaccineret, så er det jo positivt, fastslår regionsformanden.

Projektet er lige skudt i gang, og det forventes, at musikken afprøves i regionens vaccinationscentre i løbet af maj. Herefter skal spillelisterne udvikles og justeres i løbet af juni.

Annonceret indhold

Nyeste