Dronninglund Rotary vil i en periode på fem år støtte en forening, som gør en særlig indsats for børn og unge. Foto: Privatfoto
Livet her

Dronninglund Rotary støtter børn og unge

29. april 2021 kl. 06:00

Dronninglund Rotary Klub besluttede sidste år i foreløbig en periode på fem år at støtte en forening årligt, som gør en særlig indsats for børn og unge, der ikke er med i et foreningsfællesskab, eller som er faldet ud af fællesskabet. Projektet gennemføres i samarbejde med Brønderslev Kommune, og støtten gives i form af et tilskud på 5.000 kr.

Foreningen, der opnår støtten, skal være hjemmehørende i den tidligere Dronninglund Kommune. Ansøgning om at komme i betragtning skal ske ved ansøgning til Dronninglund Rotary Klub, som omtalt i annoncen andetsteds i avisen. Ansøgningen skal vedlægges seneste reviderede årsregnskab.

Dronninglund Rotary Klub er en del af et globalt netværk for mænd og kvinder med ca. 1,2 mio. medlemmer verden over i mere end 35.000 klubber, der ønsker en menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og generationer.

Rotarys opgave er at støtte og yde service til andre, virke for integritet, og fremme international forståelse, goodwill og fred i verden. Opgaven løses bl.a. gennem bæredygtige projekter lokalt og globalt. I Danmark er der 10.000 rotarianere fordelt på omkring 290 klubber. Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup Morgen Rotary klubber har i alt ca. 100 medlemmer og dækker Brønderslev Kommune.

Annonceret indhold

Nyeste