Der var travlhed omkring mødebordet i Spar Nords lokaler i Brønderslev, hvor der blev indsamlet penge til julegaver til børn i Brønderslev Kommune. Fra venstre er det Allan Have, Annette Drivsholm, Lasse Risgaard, Michael Vittrup, Camilla Højgaard, Christian Støve, Daniel Svane og Per Hylander.Foto: Lars Høj
Livet her

- Det her, der varmer om hjertet

INDSAMLING: Erhvervsfolk samlede næsten 200.000 kr. ind til børn i økonomisk trængte familier. Nu skal der uddeles gavekort til butikkerne i kommunen i stor stil, så der kan komme julepakker under træerne.

01. december 2021 kl. 10:25

BRØNDERSLEV: Det er ikke mange dage siden, at vi oplevede Black Friday - en eller flere dage, hvor butikkerne kæmper om kundernes gunst med masser af gode tilbud umiddelbart før julemåneden.

Men det er ikke alle, der har råd til at deltage i det tidlige julegaveindkøb - og i nogle tilfælde er der dårligt nok råd til at købe julegaver til børnene i familien.

Tirsdag 30. november kunne man opleve nærmest det modsatte af en Black Friday - nemlig en såkaldt Giving Tuesday, et amerikansk inspireret fænomen, hvor man i stedet for at købe til sig selv donerer penge til værdigt trængende.

Telefonerne glødede

Det var Spar Nord og organisationen Familiestøtten der stod bag indsamlingen, som foregik ved at en gruppe erhvervsfolk i tre timer ringede til folk i deres netværk for at høre, om de ville donere penge til det gode formål.

Målet var 100.000 kr., og da indsamlingen var overstået, kunne forsamlingen dårligt få armene ned.

- Vi endte på 194.500 kr. ... det er simpelthen helt fantastisk, siger Annette Drivsholm, som satte gang i projektet sammen med Camilla Høngaard fra Familiestøtten.

Det blev til tre travle timer, hvor pengene blev ved med at strømme ind lige til det sidste - og hvor Spar Nord Fonden donerede 75.000 kr.

- Det er helt vildt at så mange vil give penge til formålet, slog Camilla Højgaard fast efter indsamlingen.

Fordeles over hele kommunen

De mange penge, som blev indtelefoneret tirsdag eftermiddag, skal nu uddeles til værdigt trængende familier.

Foreløbig har Familiestøtten kontakt til 50 familier, der vil modtage et gavekort på 500 kr. per barn ... og med små 200.000 indsamlede kroner, er der plads til flere donationer.

- Folk må gerne kontakte os, hvis de føler, at de kan komme i betragtning, siger Camilla Højgaard.

For at komme i betragtning skal man bo i Brønderslev Kommune og altså have det økonomisk svært.

Familiestøtten er en organisation, der blev etableret i Køge i 2013 med det formål at skabe kontakt med familier, der havde børnetøj i overskud og familier, der manglede børnetøj og ikke selv havde råd til at købe det.

Det er siden blevet en succeshistorie, og initiativet breder sig stille og roligt ud i landet. Og omfatter nu også indsamling på den såkaldte Giving Tuesday.

Annonceret indhold

Nyeste