Livet her

Der er fortsat usikkerhed, men Hjallerup Marked arbejder frem mod marked til sommer

CORONA: Der er usikkerhed, men de frivillige bag markedet arbejder ud fra den overskrift, at der bliver marked i år - måske med hjælp fra coronapas

16. februar 2021 kl. 16:00

Der skal ifølge planen være Hjallerup Marked til juni, men som alle andre planer for tiden er også denne plan forbundet med corona-usikkerhed.

Forberedelserne kører dog, som de skal.

- Det vi gør, er at vi arbejder ud fra den overskrift, at der er Hjallerup Marked. Det gør vi selvfølgelig vel vidende, at den aktuelle situation gør, at det er rigtigt svært. Derfor gør vi det på den måde, at vi arbejder langsomt frem mod markedet og ser, hvad myndighederne melder ud han ad vejen, fortæller formand for Hjallerup Marked, Keld Nielsen.

Der er flere ubekendte i spil her flere måneder før.

- Vi er som alle andre interesserede i, hvad der sker omkring coronapas som mulighed, hvor man får et stykke papir, der viser, at man er blevet testet - om det giver nogle muligheder. Det er en udfordring at have så mange mennesker samlet. Der skal vi se ind i, om der kommer nogle udmeldinger, vi kan bruge til noget, forklarer Keld Nielsen.

Der opsummerer den situation, de står i lige nu, således:

- Det er umuligt at stille sig op og sige, der bliver Hjallerup Marked - men det er lige så umuligt at sige, at der ikke bliver Hjallerup Marked. Det punkt er vi ikke kommet til.

Tivoli er en fast del af Hjallerup Marked. Arkivfoto: Torben Hansen. Torben Hansen

Da markedet sidste år blev aflyst, blev en masse aftaler udskudt til i år - Hjallerup Marked bæres også af tivoli, kræmmere og andre aktører.

- Vi er i kontakt med vores kræmmere, som spørger os, hvad vi tror. Vi arbejder ud fra muligheden, men kan også se udfordringen, siger Keld Nielsen.

For Hjallerup by er Hjallerup Marked en meget vigtig ting, så de håber selvfølgelig på, at det kan blive til noget i år.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi kan holde vores marked. Vi samler en masse glade mennesker, har en masse glade frivillige, og vi laver også penge til byen - til foreninger, som har stort behov for noget støtte, fortæller Keld Nielsen.

Men indtil videre må man altså fortsat forholde sig afventende - usikkerheden er fortsat til stede.

- Det er sådan en op- og nedtur dag for dag, hvad meldinger, der kommer. Den ene dag er meldingen, at når vaccinen kommer, kan vi komme i gang med at lave coronapas - den næste dag fortæller de, at den britiske variant gør, at det bliver skubbet længere og længere, sukker Keld Nielsen, der følger godt med i udviklingen og restriktionerne.

- Kommer der nye restriktioner, eller begynder man at lempe på det? Når jeg ser på lokale tal, så er der ikke så mange smittede i Nordjylland, men på landsplan er der stadig usikkerhed. Jeg har da 2000 frivillige, som også gerne vil have et svar på, om vi skal i gang eller ikke i gang.

Annonceret indhold

Nyeste