Folkekirken sætter fokus på demens i den kommende tid. Det betyder bl.a. demensvenlige gudstjenester. Privatfoto
Livet her

Demensvenlig gudstjeneste

Folkekirken har fokus på demens med demensvenlige gudstjenester og samtalegrupper

21. september 2019 kl. 11:01

BRØNDERSLEV: Folkekirkerne i Brønderslev Kommune har en arbejdsgruppe, som særligt har fokus på det sociale arbejde, hvor man kan hjælpe mennesker i forskellige livssituationer.

I dette efterår er der særligt fokus på demens. I samarbejde med Brønderslev Kommunes demenskoordinator tilbyder sogne- og diakonipræst Ivana Høgagard en ny samtalegruppe for pårørende til demensramte.

Formålet med gruppen er at støtte de pårørende, som er i en meget krævende og sårbar situation.

- Vi vil i dette forløb hjælpe hinanden med følelsesmæssig støtte, som man som pårørende har brug for, men ikke altid har tid eller plads til. At sidde i en gruppe med andre, som er i samme situation, og som man kan spejle sig i, kan give luft til udfordringerne i hverdagen og mindske følelsen af ensomhed i den svære situation som pårørende, fortæller Ivana Høgagard. Undervejs ledes samtalen hen på emner, som hvilke følelser fylder i sygdomsforløbet, og hvordan har demensen påvirket forholdet til den anden. Gruppen mødes seks gange hen over vinteren. Tre gange i Brønderslev Sognegård inden jul og efter jul fortsætter gruppen med tre gange i Hjallerup Kirkehus, som indvies til december.

Allerede søndag 22. september indbydes demensramte og deres pårørende til en demensvenlig gudstjeneste i Brønderslev gamle Kirke. Temaet for gudstjenesten er ”efterårets liv”. Det bliver en gudstjeneste med færre ord end sædvanligt, men med fokus på sanser, ritualer og ro, hvor man mødes om velkendte elementer som kirkerummet, salmerne, musikken, fadervor og trosbekendelsen.

Det er sogne- og diakonipræst Ivana Høgagard, som står for denne særlige gudstjeneste, der bliver fulgt op af jævnlige demensgudstjenester på plejecentret i Valdemarsgade.

Annonceret indhold

Nyeste