Bjarne Axelsen og Anette Engel er nogle af de mange fra Brønderslev, der har valgt at holde fast i deres søns dåb. Privatfoto
Livet her

De får stadig børnene døbt

Dåb: I Brønderslev Kommune vælger forældrene fortsat at få deres børn døbt på trods af corona-krisen

03. marts 2021 kl. 06:00

Læser man statistikken for, hvor mange børn, som er blevet døbt i kirkerne i Brønderslev Kommune, ser det ikke ud til, at corona-krisen har fået folk til at fravælge dåben. Flere af præsterne i Brønderslev Kommune fortæller, at de generelt oplever, at folk udsætter dåben til senere fremfor at droppe den.

Bjarne Axelsen og Anette Engel fra Brønderslev var et af de par, som valgte at holde fast i deres søns dåb. De fik Gabriel døbt 7. februar 2021, og de havde ingen planer om at udskyde dåben, da de ville have deres søn døbt, mens han stadig var lille.

- Han skulle døbes som lille barn. Selvfølgelig ændrede vi planer for, hvad der skulle ske bagefter. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi ville indbyde fadderne til kaffe/the, kage osv. og ikke andre. Det var naturligvis ikke sådan, vi ønskede det, men det var det muliges kunst, fortæller Bjarne Axelsen

Efter dåben i kirken blev fejringen holdt på Bjarnes arbejdsplads med høflig selvbetjening. Samtidig blev de tre husstande placeret ved hver sit cafébord med afstand.

- Det blev meget anderledes end det, vi havde forestillet os før covid-19, men alligevel var det en god og uforglemmelig dag, fortsætter Bjerne Axelsen.

Dåbskjolerne blev for små

Kathrine Buus Christensen, der er sognepræst i Voer og Agersted kirke, fortæller, at der i 2020 er døbt lige så mange børn i sognene, som der er fødselsregistreret:

- Da vi blev lukket ned i marts, blev alle dåb, som var bestilt, udsat, og da vi åbnede op igen, kom der hurtigt aftaler på plads. Så i sommeren har jeg døbt store børn, som ikke kunne passe dåbskjolen længere, fortæller Kathrine Buus Christensen.

Frygter folk glemmer dåben

Flere steder i landet er dåbstallet i forhold til antallet af fødte faldet. Det skyldes blandt andet regeringens forsamlingsforbud, der har sat en stopper for de store dåbsfester.

- Der er helt sikkert en del, som blot vælger at udskyde, siger Marie Kirketerp, der er sognepræst i Hjallerup.

Men selvom flere har valgt at udskyde dåben af deres børn, frygter Marie Kirketerp at udskydelsesperioden vil blive lang for flere af parrene.

- Det er klart, at man bekymrer sig om de par, der har navngivet deres barn, kommer helt fra at få dem døbt. Eller om de måske først forholder sig til det igen, når børnene kommer i konfirmationsalderen, slutter Marie Kirketerp.

Flere præster fortæller, at de vil følge op på forældrenes ønske om dåb, når det engang bliver muligt at samles til fest igen.

Annonceret indhold

Nyeste