Nogle løb, andre gik eller kravlede, men alle deltagere kom igennem ruten.
Livet her

Dagplejerne arrangerede Royal Run, hvor børnene gik, løb eller kravlede

01. juni 2023 kl. 14:00

Distancen var lidt kortere, men ellers var stemningen og energien den samme som ved det rigtige Royal Run, da de kommunale dagplejere i Dronninglund afviklede deres helt eget løb. Distancen var bare100 meter, men til gengæld var det tilladt at gå eller løbe den flere gange.

18 ud af byens 27 dagplejere mødte op med i alt 65 børn, der alle formåede at gennemføre ruten ved enten at løbe, gå eller kravle.

- Vi laver begivenheden med de små, fordi det er godt at få rørt sig og bruge motorikken, og det gælder både, hvis det er i fuld fart eller kravlende. Børnene får en fællesskabsfølelse og finder ud af, at det er sjovest, når vi laver noget sammen, fortalte dagplejer Birgitte Schwartz Jørgensen.

65 børn deltog, da de kommunale dagplejere i Dronninglund afviklede Royal Run.

Dagplejer arrangeret

Sparekassen Danmark havde sponseret gaveposer med drikkedunk og juice og havde også givet præmier til børnene, der alle efter løbet fik udleveret diplom.

Dagen var arrangeret af dagplejer Hanne Hedegaard.

- Vi havde en skøn formiddag, og formålet med at give børnene nogle rammer til bevægelsesglæde, glade smil og lidt løbsstemning lykkedes ret godt, sagde hun med nordjysk beskedenhed.

Ruten var på 100 meter, men til gengæld måtte man gerne tage den flere gange.
Som ved det rigtige Royal Run var der også en fotozone, hvor der efter løbet blev taget billeder.
Annonceret indhold

Nyeste