Corona tog pusten fra politiker

HJALLERUP: Det er en afdæmpet og berørt Eskild Sloth Andersen (S), der byder på kaffe og nybagte boller på hjemadressen på en villavej i Hjallerup.

Han puster lidt, da han rejser sig fra spisebordet for at hente marmeladen i køkkenet blot et par meter væk.

Korte distancer er blevet lange.

29. december blev Eskild Sloth Andersen, der efterhånden er blevet fast inventar i Brønderslev Byråd, konstateret positiv med corona.

Dagen før havde han haft besøg af en gæst, der netop var blevet konstateret corona-negativ hele to gange. Alligevel måtte gæsten ringe dagen efter besøget og meddele, at nu var hun positiv.

Så det blev Eskild Sloth Andersen også.

- Det er det værste, jeg nogensinde har været igennem, siger Eskild Sloth Andersen om den måned, der netop er gået. En måned, der har båret isolation, deprimerende tanker og ensomhed med sig.

Men nu sidder han endelig for bordenden i køkkenet igen - på sin faste plads foran boller og sort kaffe.

En plads, han langsomt er begyndt at generobre den seneste halvanden uge efter mere end tre uger lænket til sit soveværelse.

- Det går fremad nu. Jeg kan mærke, at kræfterne vender tilbage, siger Eskild Sloth Andersen.

I øjnene fornemmer man en lille gnist af varme og energi, der langsomt breder sig. Et svagt smil titter frem.

En uge på sygehuset

Det er ikke et nemt corona-forløb, den 70-årige Eskild Sloth Andersen har været igennem.

Kort efter den positive test udviklede han symptomer, der svarede til en mild influenza. Men efter en uges tid slog feberen ind - og det slog Eskild Sloth Andersen ud. Helt ud.

- Jeg blev pillet fuldstændig ned, siger byrådspolitikeren, der straks efter sit positive prøvesvar gik i isolation i et hjørne af det hus, han deler med sin samlever, Anne Marie Larsen.

Men feberen tog fart, vejrtrækningen blev besværet og smags- og lugtesansen forsvandt.

- Jeg spiste og drak næsten ikke i en uge. Jeg kunne ikke få noget ned. Alt, hvad jeg drak, smagte, som om det var kloakvand, siger Eskild Sloth Andersen.

De mærkbare symptomer sendte ham en tur på Hjørring Sygehus, hvor han i et par dage fik tilført ny væske for at genvinde balancen.

- Jeg var helt rundt på gulvet de dage. Alt gik i et, og jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg ved ikke engang, om jeg var der to eller tre nætter, siger Eskild Sloth Andersen, der efter et par dage på Hjørring Sygehus blev sendt videre til en afdeling i Aalborg.

Her brugte han yderligere nogle dage på at genfinde balancen - blandt andet med hjælp fra lægemidlerne binyrebarkhormon og remdesivir, der dels skulle modvirke coronavirus, dels gøre kål på den lungebetændelse, han også fik hevet til sig i løbet af sygdomsperioden.

- Heldigvis slap jeg for respiratoren, siger Eskild Sloth Andersen, der roser sundhedspersonalet for den behandling og omsorg, han er blevet mødt med.

Ensomheden var værst

De mange døgn isoleret fra omverdenen, dels i eget hjem og dels på sygehuset, har sat spor i Eskild Sloth Andersen.

- Det har været hårdt at være så isoleret. Meget hårdt. Det er en følelse, der er svær at sætte ord på, siger Eskild Sloth Andersen med en klump i halsen.

Han bliver stille.

- Det har været ensomt. Selvom jeg har haft Anne Marie i huset, og folk har været gode til at ringe, så er det jo ikke det samme som at være sammen fysisk, siger han.

Da tankerne falder på alle de mennesker, der har sendt ham varme hilsner i en svær tid, bliver øjnene blanke. Stemmen knækker over.

- Det har betydet rigtig meget at få hilsner fra familie, venner, byrådet og alle dem, Anne Marie har mødt, når hun har været ude at handle. Rigtig meget, siger han.

Med egne ord har han ikke frygtet for sit liv - men tunge tanker har alligevel fundet vej til hans sind.

- Jeg har brugt meget tid på at tænke på, om jeg mon kommer over det igen - og hvor lang tid det kommer til at tage. Så har det betydet meget at vide, at nogen tænker på mig, siger Eskild Sloth Andersen, der som mangeårig håndboldentusiast også har brugt isolationstiden på at se stort set alle VM-håndboldkampe - både dem med og uden Danmark indblandet.

Et skridt ad gangen

Selvom tunge tanker har overmandet Eskild Sloth Andersen de seneste uger, er de nu langsomt ved at blive kvalt.

Eskild Sloth Andersen er så småt begyndt at bestige trappen op til stuen på første sal, og han er fast besluttet på at gå nogle små ture udendørs i det omfang, han kan, så han langsomt kan begynde at genvinde den muskelmasse, der er forsvundet efter en måned i liggende position.

Lige nu lyder strækningen på en tur ned til hovedvejen og tilbage igen. En tur på et par hundrede meter i alt.

Så Eskild Sloth Andersen tager et skridt ad gangen. Bogstavligt talt.

Sideløbende med sine gåture er han også begyndt sit politiske virke igen. Han har deltaget i flere virtuelle møder og håber at øge frekvensen over de kommende uger.

- Jeg glæder mig sådan til, vi kan mødes fysisk til møderne igen. Det giver bare noget helt andet at kunne vende et par ord med de andre i virkeligheden. Det giver noget helt andet socialt, siger Eskild Sloth Andersen.

Indtil da tager han møderne fra hjemadressen.

Og så følger han med i det politiske liv via iPaden - fra yndlingspladsen for enden af bordet, naturligvis.

Det skal jo udnyttes, nu hvor han har generobret dele af sine kræfter og kan bevæge sig frit rundt i huset.